27/09-17 18:52

Tag jer nu sammen, åndsfraværende onlineforældreTag jer nu sammen, åndsfraværende onlineforældre

KLUMME: Læg så den forbandede mobiltelefon væk!

storybild

Thomas Skovbo

Far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«, »far«… Jeg talte det til 18 gange, at en lille fyr på omkring seks år, stille og roligt, men også barnligt insisterende og lettere irriterende, forsøgte at komme i kontakt med sin åndsfraværende far i Netto forleden. Første tanke var en irriterende unge, men efterhånden som tiden gik, skiftede rollerne.

Far havde end ikke tid til at svare eller kigge på drengen. Han skulle handle ind, snakke i mobil, være online og sikkert »arbejde« på sin mobil. Drengen ville gerne spille fodbold ude i haven, når de kom hjem, men det havde far »desværre ikke tid til i dag«. I stedet foreslog far, da drengen langt om længe havde fået kontakt, om ikke sønnike hellere ville spille iPad eller se fjernsyn, når de kom hjem, fordi det regnede og slet ikke var »fodbold-vejr«.

Jeg ved ikke, hvordan det endte, men jeg ved, at det var stort set umuligt for drengen at trænge igennem til sin far. Der var intet nærvær eller øjenkontakt i deres relation, fordi far konstant havde blikket rettet på sin mobil. Åndsfraværende onlineforælder. Drengen søgte kontakt igen og igen, men blev gang på gang stiltiende afvist uden forklaring. Bevidst overset, afvist og ladt alene i samværet med sin fraværende far. Jeg overvejede at foreslå drengen at kaste med kiwierne, vælte et tårn flåede tomater eller torpedere en anden kunde med vognen, men jeg turde ikke.

Jeg overværede et omsorgssvigt, det er jeg ikke i tvivl om. Det er faktisk vores medmenneskelige pligt som borger og ansvarlig voksen at underrette kommunen, hvis vi oplever, at børn eller unge svigtes. Det ville måske nok være at tage episoden en anelse for langt, og da den beskrevne situation er genkendelig for mange og desværre langtfra et enkeltstående tilfælde, skal vi nok gribe det lidt mere overordnet an. Men det bekræftede mig i, at tidens forældre skal være skarpe på deres prioriteringer, og hvordan de vælger at være forældre i den sparsomme tid, som de har til rådighed i et moderne og hæsblæsende familieliv.

Åndsfraværende voksne, der hellere vil dyrke nærvær med deres mobil end med deres børn, i de forholdsvis få vågne timer, som de har sammen i det daglige, uanset hvor travlt vi end måtte have som forælder, burde have klippet simkortet og dømmes ubetinget nærvær med deres børn hver dag uden nogen form for prøveløsladelse. En form for tvungen genopdragelses deportation af forældre ligger lige til højrebenet, dog er jeg i tvivl om, hvor vi skal sendes hen?

Nærværende forældre

Børn har brug for nærværende forældre, der viser dem kærlighed og overbærenhed, og forældre, der benytter enhver mulighed for at pege en retning og en ramme ud, som barnet efterfølgende kan færdes og agere i på en hensigtsmæssig måde. Forbilledlige forbilleder og opdragelse 24/7. Dét er opgaven, når man har fået børn, og den opgave og det altafgørende nærvær oplever jeg, at rigtig mange forælder simpelthen ikke lever op til, fordi de har gjort sig dybt afhængige af at have travlt med at have travlt, at glo på deres mobil og være til rådighed for alle andre end dem, der står dem nærmest. Hvem er du mest til rådighed for, dine børn eller dit arbejde?

Jeg er ikke ude på at hænge en enkelt forælder ud, den far kan jo i princippet være en fremragende far, og jeg er i øvrigt selv fortravlet forælder med et omsiggribende mobilmisbrug, som jeg konstant forsøger at undertrykke og gøre mig fri af. Jeg er ude på at råbe en åndsfraværende forældregeneration op, der til trods for, at de meget ofte er til stede i børnenes fritidsliv og curler af sted, samtidig er åndsfraværende, og gang på gang giver deres børn en fornemmelse af at komme i anden række, og i stigende grad overlader dem til selv at skulle tænke rammer og retning, eller som Løgstrup og nu også Brinkmann udtrykker det: Formløshedens eller forandringens tyranni. At alt er lige godt, der er frit valg på alle hylder, du skal bare vælge. Find selv ud af det, min lille ven, du kan evt. prøve at google det, for far har ikke lige tid til dig! Hvad vil vi helst gå glip af, ville Svend Brinkmann spørge; vores børns opvækst eller vores livsvigtige arbejde? Ingen forældre er i tvivl, men af og til ser det ud til at være svært at prioritere børnene.

Rammer og spilleregler

Alle mennesker, men i særdeleshed børn og unge, har brug for tydelige voksne, der demonstrerer tydelige sociale og kulturelle spilleregler og rammer, som børn og unge efterfølgende kan læne sig op ad og agere inden for, og det er ikke nok at snakke om det, det skal demonstreres gennem forældrenes egen praksis, hvis det skal virke.

Forældre skal agere murværk og ripost for alle de mange signaler, som børn og unge sender ud i verden, alene med det formål at få dem retur. Forældre, der gennem nærvær og som ansvarsfulde rollemodeller, viser børn og unge hvordan. Når vi ikke viser dem hvordan, når vi er usynlige og utydelige, når vi overlader dem til selv at navigere i mulighedernes samfund, når deres signaler ikke mødes og returneres, men bare fortsætter endeløst ud i universet, siger det sig selv, at vi efterlader dem svajende i vinden, usikre og uselvstændige. The lost Generation.

Vi bliver ligegyldige for hinanden og vores børn, hvis vi ikke er i stand til at fastholde og efterleve nogle ydre former, nogle fælles spilleregler, som vi kan leve efter. Det vigtigste ved at være menneske er, at vi skal være det sammen, og med det for øje bør vi målrette vores forældreskab, vores opdragelse og vores væren i verden, som de altafgørende voksne vi er i vores børns liv.

Derfor skal vi forældre altid og hele tiden, mens vores børn er påvirkelige og formbare, være nærværende, opdragende og retningsskabende, og det er vi ikke, hvis vi konstant begraver vores opmærksomhed i arbejde, mobiltelefoner og åndsfraværende samvær. Vi skal komme til stede i vores børns liv, stå tydeligt frem og udpege en brugbar retning for dem at gå.

En tabt generation

Der er mange tegn  i tiden på, at vi er ved at tabe en alt for stor del af en generation, bl.a. fordi vi ikke evner at guide dem i mulighedernes samfund, og fordi vi ikke har klædt dem ordentligt på. De er overladt til sig selv, alt er muligt og mulighederne uendelige. De skal bare vælge, og det vigtigste er, at de er lykkelige… Men det er de ikke! Mulighederne bliver umulige at vælge imellem, deraf det formløse og konstant foranderlige og deri et iboende tyranni, der kan tvinge selv den mest robuste i knæ.

Mange unge virker usikre, uselvstændige og er gjort dybt afhængige af livslang forældreservice og tilværelse på særlige vilkår. Aldrig før har så mange fået stillet diagnoser, og aldrig før har vi behandlet så mange børn og unge for angst og ængstelighed over hverdagens almindeligheder og naturlige udfordringer. De har overordentligt svært ved at stå på egne ben og finde deres vej gennem tilværelsen.

Måske kan vi forældre ikke selv finde rundt, og så kan det jo være svært at udstikke tydelige retninger, men ikke desto mindre er det vores ansvar og opgave at klæde vores børn på til at kunne. Det fordrer nærvær, tydelige rammer og stålsat vilje til at lade vores børn og unge gøre sig ægte erfaringer for derigennem at finde deres egne ben at stå på. De skal gøre arbejdet, men vi skal hjælpe dem undervejs.

Kære forælder! Få styr på dine prioriteter, kig dine børn i øjnene, vær insisterende nærværende – og læg så den forbandede mobiltelefon væk!

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx