03/08-17 13:11

Sandpapir bag øjenlågene? Slip for tørre øjneSandpapir bag øjenlågene? Slip for tørre øjne

Vær opmærksom på, hvornår du oplever problemer med tørre øjne.

storybild

Hvis du gør alt det rigtige, men stadig har tørre øjne, så tag forbi lægen, råder Michael Larsen. Free/Colourbox/arkiv

København. Kender du det, hvor dine øjne klør så meget, at det føles som om, du har en hel sandstrand bag øjenlågene?

Så har du nok prøvet at have det, der i daglig tale kaldes tørre øjne.

Faktisk kommer tørre øjne af, at dine slimhinder er tørre, forklarer overlæge ved Øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital Toke Bek.

- Hvis man har en smule overfølsomhed over for et eller andet i omgivelserne, kan man få tørre slimhinder, siger Toke Bek.

Den typiske årsag til tørre øjne kommer af en allergisk reaktion. Men folk med allergi plejer godt at vide, hvad det er, der er i vejen, når de får tørre øjne, tilføjer Toke Bek.

Hvis følelsen af sandkorn i øjnene ikke skyldes allergi, så anbefaler Toke Bek, at du ikke blot symptombehandler, men at du rent faktisk finder ud af, hvad det er, der giver dig tørre øjne.

- Man kan sammenligne det med, når du har feber. Der finder man også årsagen, og så eliminerer man den, forklarer Toke Bek og uddyber:

- Det kan for eksempel være et indeklimaproblem. Hvis man har aircondition, kan den tørre luft også gøre noget negativt.

Det bedste indeklima findes på steder, hvor det ikke blæser for meget, men hvor der heller ikke er vindstille. Derfor skal der være mulighed for frisk luft, uden at det blæser ind, og uden at temperaturen er for kold eller for varm.

- Kontaktlinser er også årsag til mange tørre øjne. Det er et fremmedlegeme, og hvis man har problemer med tørre slimhinder, bliver de kun mere udtalte af, at der også er et fremmedlegeme til stede, siger Toke Bek.

Her anbefaler han, at man enten forsøger sig med briller i en periode eller tager forbi sin optiker og prøver at se, om problemet kan udbedres ved at skifte til en anden type kontaktlinser.

Det er også en god idé at observere, hvornår du får tørre øjne. Hvis det for eksempel kun er i arbejdstiden, er det sandsynligvis et indeklimaproblem på arbejdspladsen.

Så næste gang dine øjne er tørre, så kig rundt, og overvej, hvad der er, der hvor du befinder dig.

Hvis du har prøvet dig frem, men stadig døjer med tørre øjne, så skal du tage et smut forbi apoteket, siger Michael Larsen, klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

Her kan du nemlig købe "kunstige tårer" i håndkøb. Det er øjendråber, som giver fugt til øjnene, så de ikke længere klør eller svier.

- De findes både som tykt- og tyndtflydende. De tyndtflydende varer i kortest tid, mens de tyktflydende er længerevarende. De tyktflydende kan dog sløre synet for en stund, forklarer Michael Larsen fra Københavns Universitet.

Der findes såkaldte skærmbriller, som skulle afhjælpe tørre øjne, hvis man sidder foran en computer hver dag. Toke Bek siger dog, at der ikke er noget belæg for, at de skulle virke.

Michael Larsen foreslår, at du sætter dig med et lunt omslag på øjnene i fem minutter hver morgen og aften. Det kan nemlig også afhjælpe de tørre slimhinder.

Både Toke Bek og Michael Larsen beroliger med, at det ikke er farligt eller synstruende at have tørre øjne.

Fakta: Falske tårer hjælper mod tørre slimhinder

- Det er ofte ældre, der døjer med tørre øjne, fordi de har tørre slimhinder.

- Prøv først at finde årsagen til, hvorfor du har tørre øjne.

- Eliminér derefter potentielle årsager.

- Hvis det ikke virker, kan du symptombehandle med øjendråber.

Kilder: Toke Bek, Michael Larsen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx