Af Niels Pedersen - 30/09-17 13:57; Opdateret: 30/09-17 14:08

Ervin glemte aldrig sin unge ferieflirt: 34 år senere fik han en overraskende mail Ervin glemte aldrig sin unge ferieflirt: 34 år senere fik han en overraskende mail

Som purung forelskede danske Ervin sig i Lupita fra Guatemala. Uden internet holdt kontakten ikke, men så fik han en interessant mail

storybild

Ervin Hansen fandt sin ungdomskæreste Amparo fra Guatemala på den mest utrolige måde - 34 år efter at de mistede kontakten. Her ses de sammen på et billede fra 1978. (Billede: Privat)

En julidag i 2012 sad Ervin Hansen i sin lejlighed i Benalmadena Pueblo på den spanske solkyst, da en mail pludselig tikkede ind. Ervin nåede knap nok at læse den færdig, før han resolut greb telefonen og ringede til det nummer, der stod i mailen.

»Jeg kunne ikke tro mit held, da hun svarede,« siger Ervin Hansen.

Stemmen i den anden ende af røret var Amparo de Guadalupes. Og hun var ligeså overrasket og overvældet, som Ervin. Selvom der var gået 34 år, siden de mistede kontakten, havde hun aldrig glemt sin danske ungdomskæreste. Præcis som Ervin ikke kunne få den 15-årige pige fra Guatemala, han mødte under et udvekslingsophold i Californien i 1976/77, ud af hovedet.

Amparo havde nogle venner på besøg i sin lejlighed, da Ervin pludselig var i røret.

»De synes vel nok, hun var lidt længe væk i soveværelset, da jeg ringede,« siger Ervin Hansen og griner.

Dette er fortællingen om ungdomskærlighed, der ikke ville dø - og hvordan Ervin Hansen og Amparo de Guadalupe efter 38 års adskillelse endelig kunne få hinanden.

Forbudt forhold

Ervin Hansen var 16 år, da han første gang mødte Amparo - eller Lupita, som han kalder hende - i slutningen af 1976. Det var i den californiske by Livermore, hvor de begge var på udvekslingsophold. På en klub for udvekslingsstuderende fik den unge dansker hurtigt et godt øje til den smukke og charmerende pige fra Guatemala.

»Jeg blev betaget af hendes dejlige smil og søde, positive udstråling,« husker Ervin Hansen.

I foråret 1977 blev de kærester, men kort efter blev Lupita revet fra ham. Forholdet mellem de to udvekslingsstuderende faldt bestemt ikke i hendes værtsfamilies smag, så Lupita blev sendt hjem til Guatemala.

Her besøgte Ervin Hansen sin kæreste i julen 1978. Herefter skrev de sammen et stykke tid, før de mistede kontakten.

»Der var jo ikke internet dengang, og telefonopkald var meget dyre. Rejser frem og tilbage mellem Danmark og Guatemala havde vi som studerende slet ikke råd til, så det var svært at bevare gnisten. Ude af øje, ude af sind, som man siger,« fortæller Ervin Hansen.

Ufuldendt

Ervin blev gift første gang i 1987, men han glemte aldrig helt sin ungdomskæreste fra Guatemala. Lupitas kærestebreve og billederne af de to sammen beholdt han.

Efter 23 års ægteskab og to børn blev Ervin og konen skilt i 2011. I tiden efter skilsmissen begyndte Ervin at tænke mere og mere på Lupita.

»Jeg spekulerede over, hvordan hun mon havde det, og hvordan hendes liv havde formet sig. Det, vi havde sammen, føltes ufuldendt,« siger han.

I 2012 besluttede han at forsøge at få kontakt til hende. Lettere sagt end gjort. For Ervin havde kun hendes navn at gå ud fra. I manglen på mere konkrete ledetråde kontaktede Ervin derfor redaktøren for et nyhedsbrev for guatemalere i USA i håbet om, at hun kunne hjælpe ham på sporet.

'Vi har fundet din ven'

Det viste sig, at han var heldig. Meget heldig.

For svaret fra redaktøren var mere positivt, end han havde turdet drømme om:

'Hej Ervin. Vi har fundet din ven.'

Redaktøren kendte en advokat, der var en god ven af Lupitas ældre bror. Og ikke nok med det. Hun skrev i mailen, at Lupita var fraskilt - og meget gerne ville i kontakt med Ervin. Hun boede i Jacksonville i den amerikanske delstat Florida - næsten 7.500 kilometer fra Ervin.

Telefonsamtalen der fik Lupitas venner til at undre sig, mens deres vært var som sunket i jorden på soveværelset, gik forrygende. Selvom de ikke havde talt sammen i 34 år, opdagede de begge, at gnisten mellem dem stadig var der. De begyndte at skrive og tale sammen hver dag.

»Den gensidige tiltrækning begyndte hurtigt at boble frem igen. Tanken om at det skulle være os to, dukkede ret hurtigt op i mit hoved,« siger Ervin Hansen.

'Jeg kunne ikke tro mit held'

I november 2012 kom Amparo til Danmark, og Ervin kunne næsten ikke være i sig selv, mens han ventede på hende i lufthavnen.

»Jeg var edderspændt, og kunne vel knapt tro mit held. Ringen var sluttet. Det kunne ikke være anderledes, og følelsen af at kramme hende var ubeskrivelig, da vi mødtes,« siger han.

Kort efter blev de forlovet. I marts 2013 blev parret gift på Stenløse Rådhus, men kort efter rejste Amparo tilbage til USA, fordi hun ikke ville efterlade sin søn fra det tidligere ægteskab i farens varetægt. Ervin blev klar over, at han måtte flytte til Jacksonville, hvis de skulle blive sammen. Der var ikke den mindste tvivl i hans sind. Ervin søgte om visum til USA og var klar til at opgive sit firma og efterlade sine to børn og tre børnebørn for at jage lykken sammen med Lupita.

Genforenet efter 40 år

Færdigbehandlingen af visumet lod vente på sig, men 9. juni 2016 kunne Ervin og Lupita endelig flytte sammen - 38 år efter at de blev forelskede under deres udvekslingsophold i Californien.

»Vi talte sammen mindst fire gange om dagen i løbet af de fire år, hvor vi levede hver for sig. Det var hårdt at komme igennem, men det var det hele værd,« siger Ervin Hansen.

Nu arbejder han som bilsælger i USA og nyder livet sammen med ungdomskæresten.

»Selvom vi har været adskilt i 34 år og vores liv tog vidt forskellige drejninger, er kemien stadig den samme som dengang,« slutter Ervin Hansen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx