Af Ingelise Skrydstrup - 07/08-17 04:00; Opdateret: 07/08-17 10:14

Trine Bramsen: - Politiet skal have, hvad de beder om, nuTrine Bramsen: - Politiet skal have, hvad de beder om, nu

Politikere er chokerede, og justitsministeren er klar til at give politiet ekstra redskaber.

storybild

Politiet indsætter fly over visitationszone i København (Billede: Nikolai Linares)

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, er parat til at give politiet, hvad det beder om.

»Vi har en klar forventning om, at alle sejl nu bliver sat til for at stoppe konflikten. Vi har allerede indkaldt til en politisk drøftelse i starten af næste uge, hvor vi blandt andet vil bede om en status over, hvad der er sat i værk. En tilstand, hvor man må gå ud og advare unge mænd mod at bevæge sig rundt i området, kalder på endnu større indsats. Og at vi politisk bakker op og sørger for at prioritere, så politiet har alle nødvendige ressourcer. De skal have, hvad de beder om, nu,« siger Trine Bramsen.

Advarslen fra politiet var især til mænd i 17-25-års alderen. De to grupperinger i bandekonflikten ved nemlig ikke, hvem hinanden er, og blandt andet derfor er to tilfældige borgere blevet ramt af skud.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, lægger ikke fingrene imellem efter weekendens udmelding fra politiet. Han kalder det ‘en fuldstændig vanvittig udvikling', og han håber, at politiet hurtigst muligt får styr på situationen.

»Jeg har ikke hørt fra Rigspolitiet, at der mangler mandskab, midler eller lovgivning til at opretholde lov og orden. Men får vi en sådan meddelelse, er det vor pligt som politikere at handle omgående,« siger Preben Bang Henriksen, der ud over at være folketingsmedlem også er advokat.

Chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Jørgen Skov erkendte, at det nærmest er umuligt for politiet at forhindre det, når unge mænd i konflikten vil dræbe hinanden, og advarede:

»Hvis jeg var en ung mand i den alder, og jeg er der, hvor de slås, så vil jeg tænke over, hvor jeg færdes, og hvornår jeg tager en taxi, hvornår jeg tager en bus, hvornår jeg cykler, og hvornår jeg vælger at gå.«

Pressebriefingen kom efter, at København i weekenden oplevede to skyderier, hvor tilfældige, unge mænd blev ramt. Justitsminister Søren Pape Poulsen vil nu indkalde partierne i forligskredsen.

»Hvad der er brug for i øjeblikket er benhårdt politiarbejde, men det er klart, at hvis politiet har brug for yderligere redskaber, er jeg helt åben over for det,« siger han.

Siden 12. juni har der været 18 banderelaterede skyderier i København. I sidste uge eskalerede konflikten med fem skyderier. Her blev to unge mænd, som ifølge politiet ikke har noget med bandekonflikten at gøre, ramt af skud. Københavns Politi rådede derefter unge mænd, der færdes i de områder, og som ikke har noget med bander at gøre, til at passe på sig selv. Politiet har indført en visitationszone i dele af hovedstaden, som har været gældende siden den 20. juli. Zonen, der strækkes frem til den 17. august, gælder i et område omkring Nørrebro, Husum, Brønshøj, Tingbjerg og et lille område omkring Ryparken Station. I lørdags og i aftes indsatte politiet et fly, som var udlånt af hjemmeværnet, til at flyve over visitationszonen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx