13/07-17 13:33; Opdateret: 13/07-17 14:06

Politimyndighed undersøger færdselsulykke med 28-årigPolitimyndighed undersøger færdselsulykke med 28-årig

Politiklagemyndighed undersøger omstændighederne omkring en færdselsulykke ved Rodskov, hvor en 28-årig omkom.

storybild

København. En færdselsulykke, hvor en 28-årig mand omkom onsdag morgen, bliver undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Det var Østjyllands Politi, der gjorde myndigheden opmærksom på, at en politipatrulje natten til onsdag havde sat efter en personbil i området, hvor ulykken var sket, og at det muligvis kunne være den forulykkede bil.

Det oplyser Christian Otto, der er specialkonsulent i DUP.

- Vi blev orienteret om det i går, hvor vi indledte efterforskningen. Der har været nogle forskellige hensyn, der har gjort, at vi først har offentliggjort det i dag, siger han.

Det handler blandt andet om, at de pårørende skulle orienteres, oplyser specialkonsulenten.

Østjyllands Politi udsendte onsdag en pressemeddelelse, hvor man gjorde opmærksom på en anmeldelse om et solouheld onsdag morgen.

En borger havde set en bil ligge på siden i grøften og havde forsøgt at få kontakt til føreren af bilen, der sad fastklemt og livløs derinde.

Der blev sendt redningsmandskab til stedet, og der blev udført førstehjælp. Men klokken 06.55 blev den 28-årige mand, der er fra Hornslet, erklæret død.

Ud fra de foreløbige undersøgelser på stedet lignede det, at manden havde kørt med for høj hastighed, fremgik det af en pressemeddelelsen.

DUP har på baggrund af underretningen fra politiet iværksat en nærmere undersøgelse af episoden for at få klarlagt forløbet.

- Efterforskerne, der er der, besigtiger stedet og undersøger, om der er nogle vidner til episoden. Derudover vil betjentene i patruljevognen blive afhørt, fortæller Christian Otto.

Når politiet kan være indblandet i episoder, hvor personer kommer alvorligt til skade eller afgår ved døden, bliver sagen undersøgt af DUP.

Myndigheden vil forsøge at kortlægge, hvad der er sket forud for ulykken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx