04/11-17 06:03

Spøgelsesnet fisker i danske farvande en rum tid endnuSpøgelsesnet fisker i danske farvande en rum tid endnu

To ministerier lægger arm om ansvaret for at fjerne spøgelsesnet. Nyt søkort fra WWF viser vej til nettene.

storybild

København. Kilometervis af herreløse spøgelsesnet i danske farvande er et problem for dyreliv og miljø.

Det erkendte regeringen i sommer. Både miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og Venstres miljøordfører, Erling Bonnesen, bebudede, at de ville tage fat på problemet i efteråret.

Men indsatsen vil nu tidligst gå i gang i 2018, fremgår det af et svar til Ritzau fra fiskeriets nye minister, Karen Ellemann (V).

Spøgelsesnet er langtidsholdbare dødsfælder for fisk, fugle, sæler, marsvin og skaldyr.

De tabte fiskegarn og trawl sidder ofte sidder fast på skibsvrag eller sten på havbunden. Der ligger ifølge WWF Verdensnaturfonden tusinder af skibsvrag og andre objekter på dansk havbund.

10. juli hentede dykkere fra WWF på en enkelt dag spøgelsesnet op fra fire vrag i Kattegat. Det fik Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, til at kræve handling fra miljøministeren med det samme.

Meningen var, at spøgelsesnet skal indgå i regeringens samlede plasthandlingsplan.

Men i praksis begynder der først at ske noget næste år. Det er en konsekvens af, at fiskeriet blev flyttet fra Esben Lunde Larsen over til nordisk minister Karen Ellemann i Udenrigsministeriet.

De to ministerier har stadig ikke forhandlet færdigt om, hvem der har ansvar for hvad.

Ifølge Karen Ellemann sendes opgaven med at kortlægge problemet med spøgelsesnet i EU-udbud midt i november.

- Og når vi har set på de indsendte tilbud og valgt det bedste, forventer vi, at arbejdet kan gå i gang i 2018, skriver hun i en mail.

Mens ministrene forhandler, leverer WWF Verdensnaturfonden nu en håndsrækning til dem: Et interaktivt søkort, hvor foreløbig 16 spøgelsesnet er plottet ind med position og havdybde.

- Kortet er jo et uigendriveligt bevis for, at der ligger net, siger WWF's generalsekretær, Bo Øksnebjerg.

De tabte garn er spredt fra Bornholm over Køge Bugt, Kattegat, Storebælt, Skagerrak, Limfjorden til Vesterhavet.

- For os handler det om at få fart på det her og få fjernet det affald. Derfor fandt vi det oplagt at lave et kort, siger Øksnebjerg.

WWF har ringet til landets dykkerklubber og bedt dem melde spøgelsesnet, så kortet kan forbedres. Og det er ikke underligt, at indsatsen giver pote, mener Bo Øksnebjerg.

- Stort set hele Danmarks havbund bliver trawlet en gang om året, bortset fra Øresund, hvor man ikke må, siger han.

Karen Ellemann understreger, at myndighederne ikke har pligt til at fjerne spøgelsesnet.

- Men vi kan jo ikke være tjent med, at der flyder gamle redskaber rundt i havene. Det vil være noget, en handlingsplan kunne kigge på, siger hun.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx