23/11-17 14:29

Lav dine egne fuglekuglerLav dine egne fuglekugler

Der er nemt at at lave sine egne fuglekugler, som også pynter i haven. De kan laves ud af alt fra kokosnødder til kogler, som smøres med fedt.

storybild

København. Når der skal serveres lækkerier for havens fugle i de kolde vintermåneder, tyr mange til de købte mejsebolde i et lille grønt net.

Men det er ifølge biolog Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse langt smartere at lave dem selv. Både for pengepungen og for fuglenes skyld.

- Rigtig mange fugle er glade for at få noget fedt. Men lad være med at købe de hårde mejsekugler. Selv hvis man klippet nettet af, som er bedst for fuglenes sikkerhed, så er de ikke så meget værd, mener Michael Carlsen.

Fedtet er en god energikilde for fuglene, som ellers lever af insekter, edderkopper og orme.

- Fedt er der masser af energi i, og om vinteren har fuglene brug for noget med meget energi. Rødhalsen lever normalt af sådan noget ovre i smådyrsgenren, men det kan være svært at finde om vinteren, siger Michael Carlsen.

I stedet for de klassiske købebolde arbejder han selv med en blanding af fedt og havregryn. Fedtet kan for eksempel være svinefedt.

Havregrynene tilsættes primært for at give blandingen en god konsistens at arbejde med, når man ælter det og putter det i kokosnødder eller smører det i kogler, tilføjer han.

- En rigtig god ting er at tage en fyrrekogle, som har stået inde i varmen og åbnet sig. Så stopper man blandingen af fedt og havregryn ind alle de steder i koglen, man kan, siger han og fortsætter:

- Man kan smelte det i en gryde, hælde havregryn i og så lade det størkne igen. Er man den dovne type, kan man også bare tage fedtet, mase det sammen, og ælte det til man har den rigtige konsistens til at kunne komme ind i koglen.

Herefter sætter man en snor i toppen af koglen, og så er den parat til at blive hængt på et træ eller i hækken.

- Det vil næsten alle fugle fra mejse og rødhals til spurv, solsort og husskade gerne have. Og så pynter de kogler noget mere end en kugle i et grønt net, mener Michael Carlsen.

Fakta: Ingredienser til hjemmelavede fuglekugler

- 200 gram fast fedt, det kan for eksempel være kokosolie eller animalsk fedt som svinefedt.

- 150 gram fuglefoder. Her kan bruges alt fra hampefrø og solsikkefrø til græskarkerner, nødder eller havregryn for at give en god konsistens.

- Snor til ophængning.

- Støb din egen "kugle" med brug af et plastikkrus, som fedtet hældes op i og efterfølgende trækkes ud af, når det er størknet. Bind snoren fast til en lille gren, som lægges i bunden af kruset, før det fyldes.

- Man kan også bruge nøddeskaller - eksempelvis kokosnød - eller kogler, hvor blandingen smøres ind i alle koglens åbninger.

Kilder: naturninja.dk, Michael Carlsen.

/ritzau fokus/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx