14/08-17 14:53; Opdateret: 14/08-17 15:51

Mette Frederiksen vil have Løkke på banen i bandekonfliktMette Frederiksen vil have Løkke på banen i bandekonflikt

S peger på flere betjente i gaderne, strammere udvisningsregler og økonomisk pres på banderne.

storybild

Randers. S-formand Mette Frederiksen har fået nok af de efterhånden daglige skyderier i de københavnske gader i den verserende bandekonflikt.

Det siger hun på et pressemøde efter Socialdemokratiets sommergruppemøde i Randers.

Herfra opfordrer hun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at indkalde til forhandlinger, så bandekonflikten kan stoppes. Mette Frederiksen mener, at Løkke har været for tavs i debatten:

- Det er som om, regeringen hele tiden er bagefter. Derfor er mit spørgsmål også: Hvad er planen?

- Statsministeren siger, at det går ufatteligt godt. Det, som vi andre kan se, er, at en ung mand blev skudt i København i aftes. I forgårs blev to skudt, siger Mette Frederiksen, der selv har en fortid som justitsminister.

Tilbage i marts blev VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet enige om en bandepakke med 35 initiativer.

Fredag i sidste uge præsenterede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) yderligere 12 initiativer til at komme banderne til livs.

Regeringen vil afsætte 60 millioner kroner årligt - blandt andet til at ansætte 50 politibetjente.

Halvdelen skal arbejde med forebyggelse i særligt udsatte områder. Den anden halvdel skal være specialister i behandling af digitale spor.

Men de 12 initiativer er ikke nok for Mette Frederiksen. Adspurgt hvad hun selv har af konkrete forslag til at standse banderne, peger hun først på behovet for mere politi i gaderne.

- Mere politi til fods og i biler - ikke mindst i København. Men ikke kun i København. Også Odense og Aarhus og mindre byer som Køge, der også oplever bandeproblemer, siger hun.

S-formanden erkender dog i samme åndedrag, at det ikke er let at skaffe mere politi hurtigt.

Hun opfordrer også til endnu engang at se på reglerne for udvisning, idet flere af bandemedlemmerne er udlændinge.

- Vi skal have en diskussion af, om vi kan gå endnu længere i forhold til at være sikre på, at dem, der kommer hertil og begår voldsom kriminalitet, ikke får lov til at blive her, siger Mette Frederiksen.

Derudover skal banderne opleve et massivt pres fra diverse myndigheder, lyder det:

- Vi skal presse banderne fra alle sider på deres økonomi og familiære forhold.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx