Af Julie Laurs Bundgaard - 28/09-17 04:00; Opdateret: 28/09-17 14:57

For få danskere bliver vaccineret mod farlig sygdomFor få danskere bliver vaccineret mod farlig sygdom

Selv om det kan være fatalt for ældre at få influenza, er der ikke nok, der bliver vaccineret, viser nye tal.

storybild

For unge mennesker er influenza ofte relativt harmløst. Men for ældre kan sygdommen være fatal.

Influenza kan virke harmløs, når man er ung og ved godt helbred, men for ældre mennesker kan sygdommen være direkte livsfarlig. Derfor er Danmarks nye vaccinationstal dårligt nyt.

Fra oktober 2016 til december 2016 blev 47 procent af danskerne over 65 år vaccineret for influenza, og det er et godt stykke fra de 75 procent, som verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler.

»Hvis flere ældre lod sig vaccinere, regner man med at kunne mindske risikoen for indlæggelse og død med op til 60 procent. Derfor er det virkelig ærgerligt, at der ikke er flere, der får vaccinen,« siger overlæge Tyra Grove Krause ved Statens Serum Institut.

Hvert år dør mellem 1.000-2.000 danskere af komplikationer i forbindelse med influenza.

Særligt personer, der er over 65 år, risikerer at få alvorlige følgesygdomme – eksempelvis lungebetændelse – fordi immunforsvaret svækkes med alderen.

At kun halvdelen bliver vaccineret kan ifølge Tyra Grove Krause skyldes, at der er mange myter forbundet med influenza, og at mange derfor ikke tager sygdommen alvorligt nok.

Karsten Østergaard, der er bestyrelsesformand hos Danske Lægers Vaccinations Service, er enig i, at mange danskere har en skæv forståelse af influenza.

»Mange forveksler influenza med en lille, barsk forkølelse, der kan kureres med en tv-serie og en romtoddy, men det er ikke korrekt. Influenza er en sygdom, der slår folk ihjel. Heldigvis ikke alle, der smittes, men alt for mange,« siger han og tilføjer:

»Det er jo brandærgerlig, når man kan formindske den risiko væsentligt med et gratis lille prik i skulderen.«

Bør du få vaccinen?

Hører du til én af nedenstående kategorier, kan du få vaccinen gratis hos din læge fra oktober og frem til slutningen af december. Du kan også få den gratis i 128 Matas-butikker landet over enten søndag den 1. eller lørdag den 7. oktober - se hvilke butikker her.

  • Kronisk sygdomPersoner med en kronisk lungesygdom, hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge, medfødt eller erhvervet immundefekt, påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft, kronisk lever- og nyresvigt eller andre kroniske sygdomme, hvor influenza kan være en sundhedsrisiko, bør vaccineres.
  • Svært overvægtig med BMI over 40Er du svært overvægtig, har du en øget risiko for at få mere alvorlige komplikationer som eksempelvis lungebetændelse, fordi dine lunger og dit kredsløb i forvejen er på overarbejde.
  • Gravid og mere end 12 uger henneGravide i 2. og 3. trimester har øget risiko for komplikationer som abort og for tidlig fødsel men også øget risiko for komplikationer i forbindelse med influenza som for eksempel lungebetændelse.
  • 65 år +Immunforsvaret svækkes med alderen. Derfor er man i øget risiko for at få et alvorligt influenzaforløb, fordi kroppen er dårligere til at bekæmpe infektion.​
Guide: Sådan kan du undgå influenza

  1. 1. Vask jævnligt dine hænder med vand og sæbe. Især efter du har hostet, nyst eller pudset næse, så du undgår at sprede virus. Vær også opmærksom på at vaske hænder efter berøring med penge eller dørhåndtag, som andre har rørt ved.
  2. 2.  Drop rygning. Det svækker immunforsvaret og gør slimhinderne mere sårbare og modtagelige over for virus.
  3. 3. Dyrk motion. Det giver et bedre blodomløb, som bidrager til bekæmpelse af infektioner og styrker immunforsvaret. Husk dog at restituere efter hård træning, da dit immunforsvar bliver svækket et halvt til et helt døgn efter.
  4. 4. Få nok søvn. Søvn er vigtigt for immunforsvaret. Får du under syv timers søvn, har du langt større risiko for at blive smittet. Søvn er også med til at hjælpe dig hurtigere over influenzasmitten, hvis du først er ramt.
  5. 5. Undgå at røre dine øjne, næse eller mund. Det nedsætter risikoen for at blive smittet i tilfælde af, at du bærer smitten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx