18/08-17 23:10; Opdateret: 19/08-17 09:07

Bendt Bendtsen stopper i politikBendt Bendtsen stopper i politik

Den tidligere formand for De Konservative Bendt Bendtsen stopper i politik ved næste valg til EU-Parlamentet.

storybild

København. Tidligere minister og formand for De Konservative Bendt Bendtsen stopper i politik om to år.

Det siger han i et interview med avisen Danmark.

- Det har været et hårdt liv. Men det har f ... også været sjovt.

- Ikke fordi jeg er træt af politik, men fordi jeg er træt af at stå i kø. Træt af at rejse, siger han.

Bendt Bendtsen har siden 2009 siddet i Europa-Parlamentet. Han genopstiller ikke, når der i 2019 er valg til parlamentet.

Den nu 63-årige Bendt Bendtsen stabiliserede De Konservative, da han blev formand for partiet umiddelbart efter årtusindskiftet.

Bendt Bendtsen var økonomi- og erhvervsminister, samt vicestatsminister i Anders Fogh Rasmussens borgerlige regering i 00'erne.

I det meget åbenhjertige interview med avisen Danmark fortæller Bendt Bendtsen, at det var hans læge, der i 2008 opfordrede ham til at finde et mindre stressende job, hvis han ville se sine børnebørn vokse op.

- I dag spiser jeg stadig et mindre apotek morgen og aften, men der er ingen tvivl om, at det var sundt for mig at komme i Europa-Parlamentet.

Han stoppede som partiformand, og året efter blev han valgt til Europa-Parlamentet.

EU-valget i 2009 endte skuffende for De Konservative. Bendt Bendtsen var kort tid forinden trådt tilbage som vicestatsminister, men de godt 175.000 personlige stemmer til Bendtsen var kun nok til én plads i EU-Parlamentet.

Den fynske politiker, som er uddannet ved politiet og har arbejdet som kriminalassistent, blev første gang valgt til Folketinget i 1994.

Tolv år før kom han i bestyrelsen for den konservative vælgerforening i Næsby og blev senere valgt til hovedbestyrelsen for Odense vælgerforening.

To år efter blev han indvalgt i Odense byråd, hvor han senere blev politisk ordfører.

Han har i løbet af sin politiske karriere også været næstformand for sine kolleger i Odense Kriminalpolitiforening.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx