Af Jeppe Pedersen - 10/10-17 22:45

Husker du Kvickly-Yvonne: Nu er der godt nytHusker du Kvickly-Yvonne: Nu er der godt nyt

Yvonne Jensen blev i september landskendt, da hun blev fyret i Kvickly. Hun blev hurtigt råbt ud som en 'fejl-fyring' af forskellige kunder, der havde nydt hendes lune i Kvickly i Holte. Nu har den massive medie-dækning udmøntet sig i et nyt arbejde for den 55-årige kassedame.

storybild

Yvonne Jensen.

Det skriver TV 2 Lorry.

Yvonne Jensen har nemlig fået job hos én af dem, der hurtigt tilbød hende et job, efter at blandt andet BT skrev om hendes fyring som kassedame i Kvickly.

Det er købmanden Ali i Søllerød, der har fået fornøjelsen af den 55-årige kassedame.

Ali skrev allerede til Yvonne, dagen efter hun blev fyret, at der altid var plads hos ham.

»Forløbet har været helt smertefrit og lige efter bogen. Vi tilbød hende jobbet, og hun sagde, at hun lige ville tænke over det. Det fik hun selvfølgelig lov til, og så ringede hun i weekenden og sagde, at hun gerne ville takke ja. Hendes primære funktion bliver at gøre det, hun er god til. At yde en god service og gøre kunderne trygge, siger Ali Filikci til TV 2 Lorry.

Hele historien om den flinke kassedame begyndte, da Kvickly-kunden Eileen Klitvad delte et Facebook-opslag, der gik viralt, hvor hun lovpriste Yvonne for at være den flinkeste kassedame, hun havde mødt, og derudover skosede Kvickly for at fyre hende.

Opslaget om Yvonne nåede knap 5.000 likes, 5.000 delinger og 500 kommentarer.

Her beskrev Eileen Klitvad, hvor glad hun var for at møde Yvonne Jensen i kassen.

'Jeg sagde: 'Det er så dejligt at betale hos dig, du er altid så glad, serviceminded og imødekommende, og jeg vælger din kasse bevidst. Hun kigger på mig og siger: 'Det må du ikke sige... Jeg er lige blevet fyret, og jeg søger og søger, og det er ikke til at finde et andet job'. Jeg blev både mundlam og ægte ked af det, og på vej ud i bilen følte jeg mig trist,' skrev Eileen Klitvad i på Facebook.

Opslaget fik også en masse brugere til at blive forargede over, hvorfor man fyrede en medarbejder som Yvonne.

'Jeg er rystet over, at man kan fyre en medarbejder, der er så kundevenlig og serviceminded. Jeg går også helst til Yvonnes kasse, jeg har handlet i Kvickly i Holte i 35 år, hun er den sødeste, venligste og mest hjælpsomme, jeg er blevet betjent af i alle de år. Er det ikke muligt at påvirke ledelsen,' spørger Henny Nielsen i opslaget.

BT spurgte derfor Kvickly i Holte, hvad fyringen skyldtes, hvortil de henviste til deres presseafdeling.

»Det er meget sympatisk, at hun værdsætter en af vores medarbejdere og gerne vil lave et opslag på Facebook. Fyringen af Yvonne er ikke noget personligt, men det var som følge af sparerunde,« sagde informationschef ved Coop, Jens Juul.

Yvonne Jensen har sidste arbejdsdag i Kvickly Holte den 31. oktober og starter allerede dagen efter på sit nye job.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx