22/09-17 11:28; Opdateret: 22/09-17 13:31

Briternes prins Harry skal på officielt besøg i KøbenhavnBriternes prins Harry skal på officielt besøg i København

Prins Harry skal på sit første officielle besøg i Danmark i oktober. Her skal han møde dronning Margrethe.

storybild

Prins Harry kommer til Danmark på officielt besøg. Scanpix/Paul Faith/arkiv

København. Britiske prins Harry skal på sit første officielle besøg i Danmark. Prins Harry besøger København 25. og 26. oktober.

Det skriver det britiske kongehus på Twitter.

Besøget er sat i værk af det britiske udenrigsministerium, oplyser Kensington Palace.

Den britiske ambassade i Danmark bekræfter, at prins Harry skal på officielt besøg, og at han skal blandt andet mødes med dronning Margrethe.

- Prins Harrys første officielle besøg i Danmark vil inkludere en audiens hos Hendes Majestæt Dronningen og mulighed for at møde veteraner, inklusiv nogle af de nyligt hjemkomne danske deltagere fra Invictus Games, lyder det fra ambassaden.

Invictus Games er en slags olympiske lege for psykisk og fysisk skadede krigsveteraner, som prins Harry er initiativtager til.

Årets udgave finder sted i Toronto fra 23.-30. september med blandt andet 30 deltagere fra Danmark. Og nogle af dem skal prins Harry altså mødes med i København.

Derudover vil prinsen under sit todages besøg fokusere på de unge i København.

Prinsen skal mødes med iværksættere, unge samfundsledere og personer, der bruger sport til social udvikling, lyder det fra ambassaden, der ikke afslører nærmere detaljer om programmet.

33-årige prins Harry er lillebror til prins William og søn af prins Charles og afdøde prinsesse Diana.

I modsætning til sin storebror er prins Harry stadig ugift. Men han danner officielt par med en amerikansk skuespillerinde - Meghan Markle. Hun er blandt andet kendt fra tv-serien Suits.

Prins Harry er nummer fem i tronfølgerækken.

De fire i rækken til tronen før prins Harry er hans far, prins Charles, storebroren, prins William, og brorens to børn, prins George og prinsesse Charlotte.

Prins William og hans hustru, hertuginde Kate, venter deres tredje barn til foråret. Når barnet er født, bliver prins Harry nummer seks i tronfølgen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx