01/11-17 12:24; Opdateret: 01/11-17 13:50

Medieordførere: Spændende med Radio24syv's bud på P3Medieordførere: Spændende med Radio24syv's bud på P3

Radio24syv har været dygtige til at drive radio. Kanalen vil ifølge medieordfører være god til at drive P3.

storybild

Radio24syv får ros fra både Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. De to partier synes, det er spændende, at kanalen gerne vil byde på DR's P3. Scanpix/Martin Sylvest/arkiv

København. Radio24syv har bevist sig selv, når det handler om at udvikle en ny radiokanal.

Derfor er kanalen også et godt bud som overtager, hvis DR's radiokanal P3 skulle komme i udbud.

Det mener Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus.

- Jeg tror faktisk, at de ville kunne gøre det rigtig godt, hvis det var dem, der skulle vinde sådan et udbud.

- Jeg synes, de er blevet rigtig gode, og jeg synes også, at de er blevet bedre med tiden. Jeg tror, at de bedre ville kunne komme i kontakt med den unge generation, siger han.

Dansk Folkeparti har før stillet beslutningsforslag om, at DR's P3 skal sættes i udbud.

Kanalen er blevet kritiseret af partiet, der ikke mener, at den favner bredt nok.

- Hverken når man snakker formidling, eller når man snakker om musikprofilen, hvor de gerne skulle være noget bredere end de kommercielle musikkanaler, siger Marinus.

Onsdag har Radio24syv's kanaldirektør, Jørgen Ramskov, i en kronik i Politiken slået fast, at kanalen er parat til at lægge "et solidt bud" for P3, hvis det besluttes politisk, at kanalen skal i udbud.

P3's skæbne vil være en del af de kommende forhandlinger om medieforliget, der sker til næste forår.

Og det er ikke kun Dansk Folkeparti, der noterer sig Radio24syv's tilbud.

- Det er interessant. Radio24syv er kommet for at blive og har vist sig at være en succes. For det meste er det godt, det de laver, siger De Konservatives medieordfører, Naser Khader (K).

Han er enig i, at der ved de kommende forhandlinger skal skæres ind til benet i DR.

- Jeg vil ikke sætte navn på det, der skal slankes væk. Når vi er blevet enige om, hvad vi ønsker af indhold, så må vi blive enige om, hvad der skal spares væk.

- Det kan godt være, at P3 bliver en del af det. Men det er ikke der, der er så mange penge, siger han.

I Venstre understreger medieordfører Britt Bager, at man endnu ikke har taget stilling til, om man vil have P3 i udbud.

Men adspurgt om Britt Bager vurderer, at Radio24syv ville kunne løfte opgaven, svarer ordføreren:

- De har ramt lyttere, som ingen har ramt før: En yngre lyttergruppe. Det tegner et billede af, at de ville kunne løfte opgaven, siger hun.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx