Af Ritzau - 07/06-17 01:18

DF kræver garanti om stram udlændingepolitik fra SDF kræver garanti om stram udlændingepolitik fra S

Socialdemokratiet mener, at et bredt flertal skal slå ring om udlændingepolitikken.

storybild

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl kræver en stram udlændingepolitik fra Socialdemokratiet, hvis partiet skulle vinde statsministerposten ved næste valg. (Billede: Scanpix/Carsten Bundgaard)

Socialdemokratiet er langt hen ad vejen enig med Dansk Folkeparti og regeringen om den danske udlændingepolitik.

Alligevel vil Dansk Folkeparti have Socialdemokratiet til at "garantere", at udlændingepolitikken ikke bliver lempet i næste valgperiode.

Sådan lyder det ifølge Jyllands-Posten onsdag fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han siger til avisen, at han frygter, at De Radikale, Enhedslisten og Alternativet i forhandlinger om en eventuel regeringsdannelse vil få held til at rokke ved den førte politik.

- Jeg beder nu Socialdemokratiet om tydeligt at tage det næste skridt, der ikke alene gør partiets udlændingepolitik klar, men også slår fast, at de andre partier må affinde sig med, at den ligger helt fast efter et valg, siger Thulesen Dahl til avisen.

- De Radikale, Enhedslisten og Alternativet må pakke sammen, og ellers skal Socialdemokratiet være villig til ikke at tage regeringsstafetten.

Thulesen Dahl understreger, at partiets tætte parløb med Socialdemokratiet bygger på en forudsætning om, at Socialdemokratiet holder fast i en stram udlændingepolitik.

Socialdemokratiet vil ikke bruge ordet "garanti".

- Det er mandaternes logik, og der er et stort flertal i Folketinget, der står bag den nuværende udlændingepolitik. Og en S-ledet regering vil føre udlændingepolitik ind over midten. Det vil også sige sammen med DF, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S) til Jyllands-Posten.

- Vi kommer ikke til at føre en udlændingepolitik dikteret af De Radikale, Enhedslisten eller Alternativet, siger han.

Dansk Folkepartis usikkerhed skyldes blandt andet De Radikales krav om indrømmelser.

- Hvis vi skal være parlamentarisk grundlag eller lægge stemmer til en socialdemokratisk ledet regering, så kræver vi selvfølgelig indflydelse - også på udlændingepolitikken, siger De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, til Jyllands-Posten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx