Af Ritzau - 01/03-17 13:56; Opdateret: 01/03-17 14:39

DR lukker Café Hack efter opkrævning af sponsoraterDR lukker Café Hack efter opkrævning af sponsorater

Populært radioprogram lukker, efter afsløring af at produktionsselskab har krævet betaling fra værtssteder.

storybild

Radioprogrammet Café Hack med vært Søren Dahl tages af programfladen, efter det er kommet frem, at produktionsselskabet bag programmet har opkrævet sponsorater. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Det populære radioprogram Café Hack, der sendes om søndagen, tages af programfladen.

Det skriver dr.dk.

DR har besluttet at afbryde samarbejdet med det eksterne produktionsselskab SK Productions, der står bag programmet.

Det sker på baggrund af en redegørelse, der konkluderer, at selskabet uden om DR har lavet sponsoraftaler med værtssteder rundt omkring i landet i forbindelse med produktionen af sommerudgaven af Café Hack.

- Der må ikke kunne sås tvivl om DR's troværdighed, og der er ingen tvivl om, at SK Productions i forbindelse med produktionen af sommerversionerne af Cafe Hack har overtrådt DR's retningslinjer, når de har opkrævet penge fra de enkelte steder, siger radiochef Gustav Lützhøft til dr.dk.

SK Productions har siden 2011 hvert år indgået aftale med DR om en særlig sommertour med Café Hack, hvor programmet i løbet af sommeren er blevet sendt fra en række forskellige steder rundt om i Danmark.

Men det har vist sig, at sommerprogrammerne har være sponsoreret.

Ifølge en opgørelse, som Radio24syv har foretaget, har Café Hack fået over en millioner kroner i betaling fra de steder, der har lagt lokaler til programmets sommerudsendelser.

Det er i strid med DR's interne retningslinjer. Heraf fremgår det, at det i forbindelse med radioprogrammer ikke er tilladt med nogen former for sponsorering.

Det gælder også tilskud til programmer fra de steder, der lægger sted til optagelserne.

- Vi har ingen grund til at tro, at de enkelte steder har haft redaktionel indflydelse på programmerne, men det skal være helt klart, at man selvfølgelig ikke kan købe sig til eksponering i DR's radioprogrammer. Derfor er vi også nødt til at tage det store skridt, og det er at stoppe samarbejdet, siger Gustav Lützhøft.

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, siger, at han på baggrund af sagen vil bede om en redegørelse fra DR.

- Jeg har tænkt mig bede kulturministeren om at få DR til at lave en redegørelse for samtlige programmer, der laves af eksterne selskaber.

- Jeg tror godt, at DR selv kender reglerne, men jeg vil gerne vide, om der kan være andre programmer lavet ude i byen, hvor reglerne ikke er blevet fulgt, siger Morten Marinus.

Café Hack har været sendt siden 2003 og er med omkring en million lyttere om ugen et af de mest aflyttede programmer på DR.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx