Af Ritzau - 31/05-17 06:30

Jussi Adler-Olsen: Jeg blev overvåget og aflyttet af PETJussi Adler-Olsen: Jeg blev overvåget og aflyttet af PET

PET lyttede ifølge krimiforfatter med på samtaler. Det lyder dog usandsynligt, vurderer pensioneret PET-chef.

storybild

Forfatter Jussi Adler-Olsen hævder i en biografi om ham, at han i begyndelsen af 1980'erne blev overvåget af PET. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Emil Hougaard)

Krimikongen Jussi Adler-Olsen er blevet kendt som en af landets mest succesrige forfattere med sin serie om vicekriminalkommissær Carl Mørck og Afdeling Q.

I en ny biografi om Jussi Adler-Olsen hævder han selv, at han i begyndelsen af 1980'erne også var kendt af Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Faktisk mener Adler-Olsen, at han på grund af sit engagement i den danske fredsbevægelse var på listen over personer, der blev overvåget og aflyttet af PET.

- Vi blev systematisk overvåget og aflyttet. Når jeg løftede røret for at ringe, gik der nogle sekunder, og så lød der et klik. Så vidste PET-agenterne, at jeg var i gang med at foretage et opkald.

- Andre gange, når jeg lagde røret på efter en samtale og skulle ringe igen, kunne jeg høre den samtale, jeg lige havde været igennem, fortæller Jussi Adler-Olsen i bogen, der udkommer onsdag.

- Jeg gætter på, at der sad nogle PET-folk på et kontor et sted og lyttede båndet igennem, og så var der en fejlforbindelse eller fejlkobling, som gjorde, at jeg også kunne høre båndet med min netop overståede samtale.

Aflytningen skulle være sket både i hjemmet og på kontoret, da Adler-Olsen fra 1981 til 1983 arbejdede som frivillig i Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed.

Jussi Adler-Olsen havde som 31-årig engageret sig i bevægelsen, der ofte var venligt stemt over for Sovjetunionen, som konsekvens af den kolde krig og atomtruslen.

Forfatteren til biografien, Jonas Langvad Nilsson, har på vegne af Jussi Adler-Olsen søgt om aktindsigt hos PET for at undersøge, om der ligger en sagsmappe på krimiforfatteren. PET har ikke svaret ham.

Tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen er dog skeptisk over for Jussi Adler-Olsens påstand.

- Det lyder næsten lige så spændende som hans romaner. Men hvis jeg skal forholde mig til virkeligheden, forekommer det usandsynligt, siger Bonnichsen til Ritzau.

- Ikke mindst hvis man argumenterer med, at man er i stand til at afsløre det ved klik og den slags ting. Der er teknologien betydeligt stærkere. Det er faktisk umuligt via en almindelig telefon på daværende tidspunkt at finde ud af, om man er aflyttet eller ej.

Bonnichsen arbejdede for PET i perioden 1997 til 2006.

Til Ritzau oplyser PET, at man ikke ønsker at kommentere sagen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx