05/09-13 16:47

Regeringen sparer millioner på at droppe mænds barselRegeringen sparer millioner på at droppe mænds barsel

Forslag om øremærket barsel kunne have kostet statskassen op mod 200 millioner kroner, viser rapport.

storybild

Forslag om øremærket barsel kunne have kostet statskassen op mod 200 millioner kroner, viser rapport. (Billede: Polfoto)

Færre danskere på job i den private sektor og en regning på 200 millioner kroner til statskassen.

Det kunne have været regningen, hvis regeringen havde gennemført sit forslag om øremærket barsel til mænd.

LÆS OGSÅ: Foreningen Far om fædrebarsel: Vi ryster på hovedet

Det fremgår af et udkast til rapport om øremærket barsel, som et udvalg under Beskæftigelsesministeriet har afleveret.

Dermed kan regeringen potentielt spare millioner på at droppe forslaget. Den nye bonusordning, der præmierer familier, som holder en mere ligelig fordeling af barsel og forældreorlov, ventes nemlig kun at koste 50 millioner kroner årligt.

Ekspertudvalget understreger dog, at regningen for den øremærkede barsel kun kommer op på 200 millioner kroner efter tilbageløb, hvis alle familier vælger at benytte ordningen fuldt ud.

LÆS OGSÅ: Regeringen dropper øremærket barsel til fædre

Regnestykket kan se helt anderledes ud, hvis få vælger at benytte ordningen. Hvis de danske familier vælger at benytte ordningen fuldt ud, ville det samtidig gå hårdest ud over den private sektor, som har en højere andel af mænd beskæftiget end den offentlige sektor, fremgår det af rapporten.

- Ved fuldt gennemslag kan en øremærkning øge den barsel, der afholdes af personer beskæftiget i den private sektor, med op til omkring 10 procent.

- Det svarer til, at det effektive arbejdsudbud blandt beskæftigede i den private sektor reduceres med op til 2600 helårspersoner, hedder det i rapporten. Til gengæld vil kvinder ansat i den offentlige sektor holde mindre barsel som følge af forslaget om at øremærke barsel til mænd. Derfor vil arbejdsudbuddet øges med 1600 helårspersoner i den offentlige sektor.

Samlet set ender - det ifølge udvalget usikre - regnestykke med at reducere arbejdsudbuddet med 1000 fuldtidspersoner, hvis alle udnytter ordningen. Det er dog ikke hensynet til økonomien, men til om familierne ville droppe en del af orloven sammen med deres børn, der har fået regeringen til at droppe forslaget, fastslog beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) onsdag:

- Vi vil ikke løbe risikoen for, at familierne samlet set vil tage mindre orlov sammen med deres børn end i dag. Det har aldrig været regeringens intention, at børnene og familierne skulle ende med at betale prisen for øremærket barsel, sagde Mette Frederiksen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx