Af Ritzau - 09/06-17 13:11; Opdateret: 09/06-17 14:48

Panisk ko slipper løs og sender børn på skadestuenPanisk ko slipper løs og sender børn på skadestuen

To voksne og fire børn kom til skade, da en ko slap løs på fynsk dyrskue. To børn er kørt på skadestuen.

storybild

Uheldet skete, da en ko skulle flyttes fra stalden til et udstillingsområde. Koen blev forskrækket og sprang gennem de tove, der var udspændt mellem nogle hjælpere. Billedet her er fra et tidligere dyrskue i Odense. (Billede: Scanpix/Palle Hedemann)

En ko slap fredag formiddag løs på Det Fynske Dyrskue i Odense. To voksne og fire børn er kommet til skade.

Det tunge dyr nåede at skade fire små piger, inden det blev indfanget igen. To af dem måtte en tur på skadestuen.

Fyns Politi oplyste i første omgang, at det var en tyr, der slap løs på dyrskuet, men det viste sig at være et dyr af hunkøn, nemlig en kvie, altså en ko, der endnu ikke har fået kalve.

En pige på 11 måneder blev trådt i hovedet. Hun slipper dog fra ulykken uden mén, oplyser politiet fredag eftermiddag.

En toårig pige blev trådt i brystet og har fået et mindre hul i den ene lunge. Der er tale om et hul, der skal hele af sig selv, oplyser politiet.

En syvårig pige har brækket et ben, mens en anden syvårig pige slap med overfladiske skrammer i hovedet og muligvis en brækket arm.

To voksne blev væltet omkuld af kvien. En 50-årig kvinde slog ryggen og hovedet ved faldet, mens en 58-årig mand efter et styrt klager over smerter i brystet.

Dyrskuechef Gitte Bech er ærgerlig over ulykken, der skete, da kvien var ved at blive flyttet fra stalden og over til udstillingsområdet.

- Det må ikke ske, men det kan ske, når man har med levende dyr at gøre, siger hun.

Årsagen til, at dyret vristede sig løs fra sin ejer, var ifølge dyrskuechefen, at det blev skræmt.

- Det kan ske, at et dyr bliver angst for noget, og at man så ikke kan holde det. Dyret vejer immer væk 500 kilo, siger Gitte Bech.

Hun mener, at dyrskuet generelt har styr på sikkerhedsforanstaltningerne.

Arrangørerne vil på baggrund af hændelsen gennemgå proceduren for flytning af dyr for at se, om der er noget, man kan ændre for at undgå lignende situationer.

Det Fynske Dyrskue løber af stablen fra fredag til søndag på dyrskuepladsen i Odense.

Netop fredag plejer der at være mange børn på dyrskuet, fordi dagplejere, institutioner og skoler har tradition for at tage hen og kigge på dyrene.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx