06/09-17 12:38

Samuelsen siger fuld stop for Tyrkiet i EUSamuelsen siger fuld stop for Tyrkiet i EU

Regeringen vil helt stoppe EU's forhandlinger med Tyrkiet, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)

storybild

København. EU skal helt stoppe forhandlingerne med Tyrkiet om at komme med i det europæiske fællesskab.

Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

- Det er regeringens holdning, at vi skal have sat en stopper for forhandlingerne med Tyrkiet. Det giver ingen mening. Tyrkiet bevæger sig konstant i den forkerte retning, siger Anders Samuelsen.

Han orienterede onsdag formiddag Det Udenrigspolitiske Nævn om regeringens holdning.

Den kommer, efter at den tyske forbundskansler Angela Merkel og SPD-leder Martin Schulz har lovet at stoppe forhandlingerne.

Merkel vil tage sagen op med EU's andre regeringschefer. Det oplyste hun i valgkampens eneste debat i tysk tv med SPD-lederen, før tyskerne 24. september stemmer til Forbundsdagen.

- Vi skal prøve at etablere en anden form for rum, hvor vi kan have dialogen med Tyrkiet. Men det giver ingen mening at forsætte ad det spor, vi har gjort. Derfor er vores anbefaling et fuldt stop, siger Anders Samuelsen.

Spørgsmål: EU har aftalt at betale mange milliarder kroner til tyrkerne for at stoppe strømmen af migranter fra Tyrkiet til EU. Risikerer vi ikke, at Tyrkiet opsiger aftalen?

- Men vi kan ikke blive ved med at lade os afpresse på den måde. At vi skulle lade vor stillingtagen på andre felter påvirke af den form for argumentation. Jeg tror ikke, at der er den sammenhæng, mener udenrigsministeren.

Han vil sende et "klart signal" til Tyrkiet om at stoppe overgreb på demokrati og menneskerettigheder. Det nytter ikke blot at suspendere forhandlingerne, mener Anders Samuelsen.

- Det er bedst, at man taler klart. Selv om der formelt er en forskel på, om man taler om suspension og et fuldt stop, så vil det reelt - set fra min stol - have den samme betydning, siger udenrigsministeren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx