12/11-17 10:14

Alternativets kandidater foretrækker røde borgmestreAlternativets kandidater foretrækker røde borgmestre

Vi er grønne, ikke røde, lyder det fra Alternativet. Men kandidaterne hælder til røde borgmesterkandidater.

storybild

København. Alternativet er hverken et rødt eller et blåt parti. Alternativet er grønt.

Sådan lyder den officielle linje fra partiet, der direkte har bedt medierne om ikke at blive regnet med i de traditionelle politiske blokke.

Derfor kan det måske undre, at der er en klar tendens til, at partiets kandidater i kommunalvalget vil pege på en borgmester fra rød blok.

I en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt kandidaterne til kommunalvalget, er knap halvdelen af de Alternativet-kandidater, der har svaret, ganske vist i tvivl.

Men 36 procent svarer, at de vil pege på en socialdemokratisk borgmester, og blot fire af de 184 kandidater, der har svaret, vil pege på en borgmester fra De Konservative. Resten fordeler sig på Enhedslisten, SF og Radikale.

Det overrasker dog ikke Alternativets politiske ordfører på Christiansborg, Carolina Magdalene Maier:

- Lige så kritiske vi kan være over for Socialdemokratiet på nationalt plan, lige så gode muligheder er der for at samarbejde på de lokale områder.

Alligevel skal Alternativet ikke rubriceres som venstreorienteret, mener hun.

- En masse elementer i vores politik kan klassificeres til venstre. Men vi har også en iværksætterdagsorden og en frihedsdagsorden, der er klassisk liberal.

Et af de steder, hvor Alternativet helt sikkert stiller sig bag Socialdemokratiets borgmesterkandidat, er i Odense.

Her har partiet allerede indledt et så tæt samarbejde med den siddende S-borgmester, at partiet har fået indflydelse på næste års budget.

Selv om det altså ikke har nogen medlemmer valgt ind i byrådet endnu.

- Det er selvfølgelig fordi, der var meget jævn fordeling mellem rød og blå blok ved sidste byrådsvalg. Så har de villet sikre sig, at de havde os på deres side, siger spidskandidat Susanne Bækholm (ALT).

- Det betyder, at vores politik allerede er kommet ind i nogle af de tiltag, der ligger i 2018.

Hun roser borgmester Peter Rahbæk Juel (S) for at være "grøn og åben":

- Vi har egentlig sagt til ham, at hvis han havde været socialdemokrat, som man er på landsplan, så var vi nok ikke gået med, siger Susanne Bækholm.

I Viborg er det blandt andet ønsket om en ny klimastrategi, der får Alternativets spidskandidat, Stine Isaksen, til at foretrække en S-borgmester.

I kommunens seneste klimastrategi står blandt andet, at der er uenighed om, hvor stor en rolle forbrug af fossile brændstoffer spiller. Og at nogle mener, at klimaændringer kan være en naturlig variation.

Det er efter Stine Isaksens mening helt forældet. Alternativet ønsker sig vindmøller, bæredygtig byudvikling og en højere andel vedvarende energi.

Hun mener også, at Alternativet og S er enige om at begrænse ulighed og hjælpe de svageste. Alligevel vil hun ikke kalde Alternativet et venstreorienteret parti:

- Vi er et værdibaseret parti. Og hvis jeg skal tænke på min egen motivation for at gå ind i politik, så handler det om den grønne dagsorden. Jeg vil hellere kaldes grøn end rød.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx