Af Berit Hartung - 17/08-17 18:34

Politimand undrer sig over danskerne: Hvorfor bliver I ved med det her? Politimand undrer sig over danskerne: Hvorfor bliver I ved med det her?

Bilister ser stort på kampagner og gode råd. Mere end 2500 bilister kørte enten for stærkt, uden sele eller talte i mobiltelefon i områder med skoler i sidste uge, da mange skoler slog dørene op efter sommerferien.

storybild

Mange nye trafikanter begiver sig ud i trafikken i disse uger. Derfor foretager politiet fartkontroller omkring skoler over hele landet. Og resultatet er nedslående. (Arkivfoto) (Billede: Bax Lindhardt)

Traditionen tro foretog ordensmagten landet over færdselskontroller omkring skolerne ved skolestart. Både i sidste uge - uge 32 - og denne, hvor mange nye trafikanter bevæger sig ud i trafikken for første gange. Det foreløbige resultat af politiets kontrol er nedslående:

Der er stadig alt for mange af os, der ser stort på de små nye trafikanters sikkerhed og ræser forbi skolerne. Af og til er det endda forældrene selv, der træder sømmet i bund, når de skal aflevere deres poder.

I alt skrev politiet 2500 bøder til bilister omkring skoler i den første uge af deres målrettede færdselskontrol i forbindelse med skolestart landet over.

Langt de fleste blev taget for at køre for stærkt. 13 brugte mobilen, mens de kørte. 34 voksne kørte uden sele, mens politiet så 53 børn, som ikke var fastspændt.

»Det er alt for mange og et alt for højt tal i forhold til det, vi havde håbet,« siger politiassistent Christian Berthelsen fra Nationalt Færdselscenter i Rigspolitiet og tilføjer, at kontrollen fangede 300 flere fartsyndere, end ved en tilsvarende kontrol sidste år.

»Det er vi lidt ærgerlige over. Vi havde håbet, at folk havde lidt mere respekt for færdselsreglerne, men det går desværre lidt i glemmebogen,« siger han og peger på, at langt de fleste overtrædelser af færdselsloven skyldes, at vi er uopmærksomme.

»Enten er det fordi, folk er ligeglade, men det er heldigvis de færreste, der er det. De fleste kører nok nærmere i deres egne tanker og lægger slet ikke mærke til, at de kører for stærkt,« siger Christian Berthelsen, som dog glæder sig ved, af ulykkestatistikken omkring skolerne - i modsætning til andre veje - ikke er stigende.

»Heldigvis er ulykkestatistikken omkring skolerne lav, men det ville være mere trygt for børnene, og deres forældre, hvis vi som bilister overholdt fartbegrænsningerne. Nogle gang er det måske mere held end forstand, at tingene går godt. Der kunne have været andre faktorer, der spillede ind, og så kunne det være gået galt,« siger politiassistenten, som har en vigtig pointe:

»Mange af bilisterne, der kører for stærkt, har jo selv børn, der går på andre skoler, så måske var det en god idé at tænke på, at det jo lige så godt kunne være på den skole, hvor de gik.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx