Af Ritzau - 28/04-17 13:23; Opdateret: 28/04-17 14:09

Kommuner og regioner skal rykke tættere sammen om de ældreKommuner og regioner skal rykke tættere sammen om de ældre

Ifølge Ældre Sagen går der for lang tid, fra patienter udskrives, til genoptræning går i gang.

storybild

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, er blandt deltagerne ved et stort møde på Marienborg fredag, Her skyder regeringen gang i arbejdet med at skabe mere sammenhæng i den offentlige sektor. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Ældre Sagen opfordrer til et meget tættere samarbejde mellem regioner og kommuner, når det handler om patienter, der kommer hjem fra hospitalerne. Det er nemlig kommunerne, der står for genoptræning.

Men der går ofte alt for lang tid, fra en patient kommer hjem, til kommunen tager over. Det siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, til Ritzau, under et møde på Marienborg fredag om reform af den offentlige sektor.

- Tænk på, at når man kommer fra et hospital, er man færdigbehandlet. Men man er ikke rask, siger Bjarne Hastrup.

Regeringen taler selv om en sammenhængsreform. Ministeren for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), beskriver det sådan, at der ikke må være en hånd, der giver slip, før en anden har taget over.

Og ifølge Ældre Sagen er der i høj grad brug for mere sammenhæng. Mange gange kan der gå en uge, fra en patient udskrives fra hospitalet, til den kommunale pleje og genoptræning går i gang, fortæller Hastrup.

- Så er det meget svært at komme tilbage til en normal tilværelse igen. Derfor ser vi en drøm foran os, at ledelserne i hospitaler og kommuner er slået sammen, siger Ældre Sagens direktør.

Selv om det kan lyde som en ændring af de større, så er der eksempler på, at det fungerer, understreger Bjarne Hastrup.

- I Silkeborg arbejder ledelsen af hjemmeplejen meget tæt sammen med ledelserne af de medicinske afdelinger. Det kan vi lære noget af, siger Hastrup.

Danske Regioner kan også byde ind med et eksempel: Et tættere samarbejde mellem Region Midtjylland og Skive og Viborg Kommuner har ført til, at langt flere hjertepatienter passer deres genoptræning.

Det skyldes blandt andet, at patienterne ikke skal køre så langt. Og at de ikke i så høj grad føler sig som sygehuspatienter, fortæller regionernes analysemagasin Regio i sin apriludgave.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx