05/01-18 21:12; Opdateret: 06/01-18 09:41

Thulesen Dahl: Udlændingeaftale skal komme før skatteaftaleThulesen Dahl: Udlændingeaftale skal komme før skatteaftale

Dansk Folkeparti vil ikke indgå en skatteaftale, før der ligger en aftale om udlændingestramninger.

storybild

København. Hvis regeringen håber at starte 2018 med sideløbende forhandlinger med Dansk Folkeparti om udlændingestramninger og skat, bør den glemme det.

Rækkefølgen bør være en aftale om udlændinge først, skat bagefter. Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Jyllands-Posten.

- Hvis regeringen insisterer på, at den vil have det, den kalder en meget ambitiøs skatteaftale på plads - det, som Anders Samuelsen (LA) har formuleret som historisk store skattelettelser - vil det være meget mere praktisk, at vi starter i Udlændingeministeriet og finder ud af: Kan vi lave en aftale her, der i virkeligheden giver os tiltro til, at vi kan bære en skatteaftale på det niveau hjem, siger han.

Ellers skal regeringen indstille sig på en "mindre løsning". Med det mener DF-formanden, at skatten kan lettes for den milliard kroner, der er fundet ved at indføre et kontanthjælpsloft og integrationsydelser.

I samme pakke kan man bruge omkring 2,5 milliarder kroner på at afhjælpe problemer i pensionssystemet.

Dertil kan lægges eventuelle penge fra besparelser, som regeringen og DF kan finde ved nye optjeningsprincipper, der gør det sværere for udlændinge at få ret til offentlige ydelser.

Kristian Thulesen Dahl angriber også Liberal Alliance, som ifølge DF-formanden gør det svært at forhandle med regeringen.

- LA har åbenbart ikke fundet ud af, om det er et regeringsparti eller et støtteparti. Det har ikke fuldblods kastet sig ind i rollen som regeringsparti. Det gør det utrolig svært at forhandle, siger han til Jyllands-Posten.

Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, mener, at en aftale om skat og udlændinge "skal forhandles sammen".

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller finansminister Kristian Jensen (V) ønsker at forholde sig til DF-formandens udtalelser.

Men politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) siger til Jyllands-Posten, at Venstre ser med "stor alvor" på udmeldingen fra DF.

- Jeg tror, enhver kan se, at vi havde nogle udfordringer – tror jeg er et mildt ord – her i december, men ligesom der skal to til af finde en løsning, så skal der også nogen gange flere til at skabe udfordringer.

- Og jeg er egentlig sikker på, at hvis vi fokuserer lidt mere på det, som Thulesen Dahl lægger op til, nemlig at se på nogle løsninger, så tror jeg egentlig godt, at vi kan finde dem i fællesskab. Det har Thulesen Dahl i høj grad også nøglen til, siger ordføreren til JP.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx