11/08-17 09:02

Alternativet er klar med ny regnemodel for DanmarkAlternativet er klar med ny regnemodel for Danmark

Finansministeriet kigger alt for entydigt på vækst i bnp, mener Uffe Elbæk, der nu måler på tre bundlinjer.

storybild

København. Har du et meningsfyldt arbejde? Er du tilfreds med dit liv? Og kommer der flere eller færre dyrearter og planter i Danmark?

Det er nogle af de ting, som Alternativet nu er gået i gang med at måle på.

Fredag præsenterer partiet et 70 sider langt udspil til en ny regnemodel for samfundsudviklingen i Danmark.

Selv om modellen fortsat skal finpudses - gerne med hjælp fra borgere og fagfolk - så er Uffe Elbæk utvetydig, når det kommer til endemålet: Modellen skal indføres i Finansministeriet.

- Ja, det er helt klart vores ambition. Og hvis danskerne ønsker en anden regering efter næste valg, så er det da klart, at vi vil diskutere det med den nye regering, siger Elbæk.

Alternativet er kritisk over for Finansministeriets nuværende regnemodeller, som partiet mener fokuserer for entydigt på den økonomiske vækst.

Dermed tager embedsmændene ikke højde for samfundsudviklingen, når det gælder "ren luft, giftfrit drikkevand, natur, glæde, fællesskabsfølelse og mod på fremtiden", hedder det i udspillet.

- Når vi kritiserer Finansministeriets regnemodeller, så er det fordi, der er noget, de ikke tager med. Selvfølgelig kan de bruges, og de måler relevante ting, men der er ting, de ikke måler, siger Elbæk.

Alternativet har fra partiets begyndelse lagt vægt på, at Danmarks udvikling skal måles på tre bundlinjer: Den grønne, den sociale og den økonomiske.

Efter et års arbejde er partiet nu klar til at præsentere, hvordan det konkret skal ske.

For hver bundlinje har Alternativet fundet to hovedindikatorer og fire underindikatorer, som tilsammen skal give et billede af samfundsudviklingen.

På den grønne bundlinje er hovedindikatorerne udviklingen i "drivhusgasser" og udviklingen i "biodiversitet".

På den sociale bundlinje er det "livstilfredshed" og adgangen til "fællesskaber".

På den økonomiske bundlinje er det ikke vækst i bruttonationalproduktet, men "meningsfuld beskæftigelse" og "lighed".

- Bag det ligger et menneskesyn, der siger, at økonomi aldrig må blive et mål i sig selv. Det er et middel til, at borgerne lever gode liv, og vi har en rask og mangfoldig planet, siger Uffe Elbæk.

Alternativet har med andre ord helt skrevet væksten i bnp ud af indikatorerne. Uffe Elbæk afviser dog, at hans model dermed inviterer til røde tal og færre penge i fælleskassen.

- Vi har haft tre årtier drevet af neoliberal økonomi, hvor man har fokuseret på sorte tal på den økonomiske bundlinje. Det ønsker vi et opgør med. Der skal være sorte tal på alle tre bundlinjer, siger han.

Lige nu går det den forkerte vej på flere områder både i forhold til klima og den sociale bundlinje. Uffe Elbæk ser dog tegn på opbakning til en ny måde at måle - og dermed ændre samfundsudviklingen på.

Han henviser til, at et flertal bestående af partierne i rød blok samt Dansk Folkeparti før sommerferien stemte for, at regeringen skal ændre Finansministeriets regnemaskine.

Fremover skal Finansministeriet tage højde for gevinster ved offentligt forbrug og velfærd, mener flertallet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx