04/10-17 06:33

Uroligt barn: Måske har det brug for brillerUroligt barn: Måske har det brug for briller

Uro i kroppen, koncentrationsbesvær, træthed og hovedpine. Læs her, hvordan du som forælder kan spotte, om dit barn måske har brug for briller.

storybild

Skeler dit barn en gang imellem, støder ufrivilligt ind i ting eller har svært ved at holde fokus, så kan det være tegn på, at barnet har et synsproblem. Free/Coloubox

København. Nogle yngre børn har svært ved at koncentrere sig og bliver hurtigt urolige på stolen, når de sidder i klasseværelset.

Den larmende adfærd kan skyldes, at barnet simpelthen har et uopdaget synsproblem, viser et nyt, dansk forskningsprojekt.

I projektet er 450 børn i Roskilde Kommune blevet undersøgt lige inden skolestart i alderen fire til syv år. Her viste flere forskellige synstest, at ni procent af børnene kunne have gavn af briller.

Stort set alle de børn, som havde et uopdaget synsproblem, var langsynede. De ser skarpt, men de har problemer, når de skal se tæt på, og det kan give dem udfordringer, når de begynder i skole, forklarer overlæge Lisbeth Sandfeld fra Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

- Problemet er, at man skal stramme sine øjne meget op for at se skarpt tæt på, og så bliver man hurtigt træt, taber fokus, og det bliver sløret, det man kigger på, siger Lisbeth Sandfeld.

Hun forklarer, at det kan give hovedpine og træthed, og at børnene kun kan koncentrere sig kortvarigt. Og for børn i den alder er det svært at formulere, hvorfor de bliver ukoncentrerede.

- Der kan derfor være nogle børn, som har et uopdaget problem med øjnene, som gør, at de taber fokus og bliver urolige, siger Lisbeth Sandfeld.

De langsynede børn bliver ikke på samme måde som de nærsynede børn opdaget ved de obligatoriske lægetjek, da den synstest, som de praktiserende læger bruger, ikke kan fange problemet med at se tæt på.

Men det kan ifølge overlæge Lisbeth Sandfeld, der er en af hovedkræfterne bag forskningsprojektet, rimelig let løses med en ny synstavle.

På den tavle, de fleste benytter, er symbolerne - som bilen og svanen - fyldt helt ud med sort. Men hvis symbolerne var tegnet op med streger, som bliver tyndere, jo sværere testen bliver, så ville de her børn højst sandsynligt blive opdaget, siger Lisbeth Sandfeld.

Der er som forælder også nogle signaler, man kan være opmærksom på, hvis man skal spotte problemet med langsynethed, fortæller Annette Slyngborg, klinisk fagspecialist hos Synoptik.

For eksempel hvis dit barn skeler på det ene øje eller ofte lukker det ene øje, eller hvis barnet ofte lægger hovedet på skrå eller drejer hovedet, når det skal fokusere.

- Man skal også være opmærksom, når små børn skal koncentrere sig om noget nært som at lægge puslespil eller at tegne. Bliver de urolige i kroppen, og vil de gerne undslippe? Udtrykker de træthed eller viser modvilje, så kan det være, at de faktisk har ubehag ved det og ikke bare opfører sig dårligt, siger optiker Annette Slyngborg.

Hun oplever også, at problemet nogle gange først bliver opdaget i teenageårene, hvor de unge simpelthen falder i søvn, når de skal læse.

Fakta: Tegn på synsproblemer hos mindre børn

- Dit barn skeler på det ene øje.

- Dit barn lukker eller dækker for det ene øje.

- Dit barn støder ufrivilligt ind i ting.

- Dit barn sidder påfaldende tæt på tv'et eller har bogen helt oppe i ansigtet.

- Dit barn klager over træthed eller hovedpine.

Kilde: Annette Slyngborg.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx