28/09-17 09:55

Det skal du gøre for din privatøkonomi i oktoberDet skal du gøre for din privatøkonomi i oktober

I oktober er det oplagt at tjekke din forskudsopgørelse, begynde at spare op til julegaverne og overveje, om du skal skifte bank, lyder rådene.

storybild

En kunde med et boliglån på 300.000 kroner kan i gennemsnit spare 6195 kroner om året ved at skifte bank, oplyser Mybanker. Free/Colourbox

København. Oktober står for døren og foruden at holde efterårsferie, samle kastanjer og finde strikketrøjerne frem, kan du med fordel kaste et blik på din privatøkonomi.

I oktober er det blandt andet en god idé at tjekke din forskudsopgørelse, så du undgår at skulle betale restskat til marts, siger Morten Holm Steinvig, der er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

- Hvis du har fået en lønforhøjelse, eller du har fået fradrag i løbet af året, som du ikke længere er berettiget til, er det vigtigt at få rettet din forskudsopgørelse nu. Så kan du måske nå at få betalt din restskat, inden året er omme, siger han.

Hvis du for eksempel har omlagt et boliglån til lavere renter og ikke har fået opdateret din forskudsopgørelse, så kan du have fået fradrag, som du ikke var berettiget til.

I oktober kan det også være en god idé at begynde at spare op til julegaverne, siger Morten Holm Steinvig.

- Udgifter til julegaver kommer bag på mange hvert eneste år. Derfor er det en god idé at spare op allerede nu. Især hvis man selv skal være vært juleaften og derfor generelt har mange udgifter i december, siger han.

1. oktober er der Skift Bank Dag, og det er en oplagt anledning til at undersøge, om du kan spare penge ved at skifte til en anden bank eller sparekasse, siger Morten Holm Steinvig.

- De fleste danskere skifter sjældent bank, og en del af loyaliteten bunder i det personlige forhold, vi har til vores bankrådgiver, siger han og fortsætter:

- Men hvis du skal omlægge et boliglån, eller dine renter og gebyrer er steget den seneste tid, er det en god idé at undersøge, hvad andre banker tilbyder, så du kan trykke din bank på maven og måske få bedre vilkår, siger han.

Der kan være nogle omkostninger forbundet med at skifte bank, men ofte dækkes disse omkostninger fuldt af din nye bank, siger Brian Stjernholm, der er partner hos Uvildige.dk.

- Selvfølgelig er der noget praktik med nye dankort og koder, når man skifter bank, og derfor skal man ikke gøre det hver 14. dag eller for at spare 200 kroner. Men hvis du kan spare adskillige tusinde kroner, så er det arbejdet værd, siger han.

Når du indhenter tilbud fra forskellige banker, er det vigtigt, at du ikke siger til bankerne, hvad du for eksempel får i rente hos dit nuværende pengeinstitut, eller hvad andre banker har tilbudt dig, siger Brian Stjernholm.

- Risikoen ved at fortælle, at man p.t. har en rente på 5,0 procent på et billån er, at banken tilbyder 4,75 procent, selv om deres smertegrænse måske reelt er på 4,0 procent, siger han og fortsætter:

- Derfor handler det om at sige til banken: Jeg vil gerne have det bedste tilbud, I kan give. Så får du den mest ærlige pris, siger han.

Før du indhenter tilbud, skal du forberede dig godt. Lav et realistisk budget, find alle relevante papirer frem, og tjek bankernes listepriser på nettet, så du kan se, hvem der tilbyder den laveste sats, siger Brian Stjernholm.

- Det er selvfølgelig ikke givet, at man kan få den laveste sats, men det er et godt udgangspunkt for en forhandling. Nogle banker går også under deres listepris, hvis de bliver presset, siger han.

Fakta: Så meget kan du spare på at skifte bank

- Mybanker.dk har analyseret data fra de over 30.000 brugere, der har benyttet "Skift bank tjenesten" på Mybanker.dk til at indhente tilbud fra august 2017 og 12 måneder tilbage.

- Tallene viser, at en kunde i gennemsnit bliver tilbudt en besparelse på 6195 kroner om året for et boliglån på 300.000 kr.

- En andelshaver med et lån på 800.000 kroner kan i gennemsnit spare 10.160 kroner om året.

Kilde: Mybanker.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx