29/08-17 09:08; Opdateret: 29/08-17 15:08

Regeringen vil lempe skatter for 23 milliarder kronerRegeringen vil lempe skatter for 23 milliarder kroner

Der skal være klar forskel på at være i arbejde og ikke have et arbejde, lyder det fra regeringen.

storybild

Regeringen vil sænke skatter for 23 milliarder kroner. Scanpix/Mads Claus Rasmussen

København. Det skal kunne betale sig at arbejde. Der skal være større tilskyndelse til at spare op til pension. Og det skal være billigere at købe bil.

Det er de centrale målsætninger i det skatteudspil, som regeringen har lagt frem tirsdag.

Med sit skatteudspil foreslår regeringen at lempe skatten på arbejde, biler og pension med i alt 23 milliarder kroner.

- Det opsving, vi er i gang med nu, skal have flyvehøjde og flyvelængde, og flere skal have gavn af det, siger finansminister Kristian Jensen (V) i en video på regeringen.dk.

- Derfor har vi et skatteudspil, hvor vi sætter skatten ned på arbejde ved at øge beskæftigelsesfradraget. Og sikrer, at der kommer et nyt jobfradrag til mennesker, der er i arbejde, siger Kristian Jensen.

Forskellen på at have et arbejde og ikke have et arbejde skal kunne mærkes, mener regeringen.

- De danskere, der er i arbejde skal kunne mærke en forskel i forhold til ikke at være på arbejde. Derfor skal skatten på arbejde ned. Vi skal sikre os, at det kan betale sig at spare op til sin egen pension.

- Derfor indfører vi et nyt fradrag på pensionsindbetalinger, så vi sikre, at der er en gevinst ved at lægge til side til sin egen alderdom, siger finansministeren.

Ifølge regeringen kan det i dag ikke betale sig for 50.000 danskere at arbejde.

Med skatteudspillet reduceres antallet af personer, som kun har en lille økonomisk gevinst ved at arbejde, med 40 procent. Det svarer til 21.000 personer.

Rådighedsbeløbet for en HK'er bliver øget med 5000 kroner årligt, fremgår det af udspillet.

Det svarer til 7,1 procent af den disponible indkomst. Ser man alene på procent, så er det HK'eren, der får mest gavn af skatteudspillet, hvis det realiseres.

I kroner og øre er det dog direktøren, som får en langt højere løn, der vinder mest ved skattelettelserne.

En enlig direktør med en årlig lønindkomst på 1.045.000 kroner eksklusive pension ventes at få cirka 26.700 kroner i øget rådighedsbeløb. Det svarer til 5,7 procent af direktørens disponible indkomst.

Beregningerne af skattelettelserne er dog uden den planlagte sænkning af registreringsafgiften samt afskaffelsen af skat på fri telefon.

Begge disse tiltag kommer personer, der tjener mest, mere til gavn end de lavtlønnede.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx