Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Endnu et svensk supermarked boykotter dansk svinekød
Svensk butikschef modtager blomster, efter at han har besluttet at fjerne dansk svinekød fra supermarkedets køledisk.

(Billede: Polfoto)
Endnu et supermarked fra den store svenske ICA-kæde boykotter nu dansk svinekød.
Den danske svineeksport:- Der bliver slagtet cirka 20 millioner svin om året i Danmark.
- I 2013 eksporterede vi lige under 1,9 millioner tons svinekød til en værdi af knap 32 milliarder kroner, hvilket var den største eksportvare for dansk landbrug.
- De lande, som importerer mest dansk svinekød, er Tyskland, England og Japan, der tilsammen aftager cirka halvdelen af det samlede eksporterede danske svinekød.
- Eksporten af svinekød til Sverige udgør cirka 2,5 procent af den samlede danske eksport.
Fra den 1. juni vil det ikke længere være muligt at finde dansk svinekød i køledisken i ICA-supermarkedet i Skurup i den sydlige del af Skåne.
Det sker som følge af danske slagtesvins leveforhold, og de svenske forbrugere har allerede taget imod boykottet med kyshånd, fortæller en bevæget butikschef.
- Kunder kommer og tager mig i hånden, jeg har fået blomster og kage, og jublen vælter ind i mailboksen, siger butikschef Mikael Karlsson til Kvällsposten.
Tidligere på ugen kom det også frem, at ICA-supermarkedet i Sannegården i Göteborg allerede for en måned siden fjernede alt dansk svinekød fra forretningen. Her skjulte kunderne heller ikke glæden over boykottet.
- Reaktionerne har været overvældende positive. Ingen har klaget, siger butiksejer Andreas Gunrup til Expressen.
Det danske svinekød bliver erstattet af svensk svinekød i de to supermarkeder, og beslutningen var ikke svær at træffe, fortæller Mikael Karlsson:
- Med den intense debat den seneste tid føltes det rigtigt at tage et standpunkt. Jeg synes, at det er svært at acceptere grisehalekupering, trange bure, fikserede søer og genmodificerede foderstoffer og brugen af antibiotika, som kan få alvorlige konsekvenser for os.
ICA har mere end 1.000 forretninger, der drives selvstændigt, i Sverige.
LÆS OGSÅ: Danske svin får tæsk med jernkæder og værktøj
LÆS OGSÅ: Landmand politianmeldt: ”Det flød med døde smågrise”
LÆS OGSÅ: Landmænd forklarer svine-tæsk: Det er jo nok, fordi man bliver sur