Af Ritzau - 17/06-17 06:30

Færre personer opbruger dagpengeret efter nye reglerFærre personer opbruger dagpengeret efter nye regler

Stærk økonomi og fleksibel genoptjening er forklaringer på, at færre opbruger dagpengeret, mener minister.

storybild

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er tilfreds med, at færre og færre personer opbruger deres dagpengeret. (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Færre og færre personer opbruger deres dagpengeret, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

I januar opbrugte 118 personer i gennemsnit dagpengeretten om ugen. Det er det laveste niveau siden 2013, hvor målingen blev indført, da dagpengeperioden gik fra fire til to år.

Til sammenligning opbrugte i gennemsnit 241 personer dagpengeretten om ugen sidste år. I 2015 var det i gennemsnit 328 personer. I 2014 var det 365 personer, og i 2013 lød tallet på 657.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) forklarer det blandt andet med, at muligheden for fleksibel genoptjening trådte i kraft i januar:

- Vi har lavet om på nogle af optjeningsprincipperne, så det nu er mere fleksibelt at få dagpenge.

- Det er også på baggrund af de stærke økonomiske konjunkturer, vi oplever i Danmark nu. Det er jo glædeligt, at de, der måtte blive ledige, har nemmere ved at finde et job, siger ministeren.

Som et led i det nye dagpengesystem har man fra 2. januar i år haft mulighed for fleksibel genoptjening af op til et års ekstra dagpengeret.

Hvis man i løbet af dagpengeperioden får arbejde, kan det forlænge retten til dagpenge, når den ordinære toårige dagpengeperiode er opbrugt.

En dags arbejde giver ret til to dages ekstra dagpenge. Forlængelsen kan maksimalt være på et år, og på den måde kan den samlede dagpengeperiode blive tre år.

Ifølge Troels Lund Poulsen er det for tidligt at konkludere noget om de nye regler.

- Men jeg er ikke i tvivl om, at de nye fleksible muligheder kommer til at hjælpe folk, så man ikke pludselig oplever, at man på baggrund af nogle gamle stive regler mister sine dagpenge, siger han.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skønner, at omkring halvdelen af de personer, som ellers ville have opbrugt den oprindelige dagpengeret i januar, har forlænget deres dagpengeperiode.

Tallene viser også, at der er en stigning i antallet af personer, som hverken modtager en ydelse eller løn i den måned, hvor de opbruger dagpengeretten.

Andelen er steget fra 31 procent i december til 40 procent i januar.

Det tal falder dog til næsten det halve allerede efter en måned. Næsten hver tredje er i beskæftigelse måneden efter, at de har opbrugt dagpengeretten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx