Af Ritzau - 02/03-17 10:46; Opdateret: 02/03-17 15:27

Overborgmester vil undersøge mulig støtte til uromagereOverborgmester vil undersøge mulig støtte til uromagere

Københavns overborgmester vil genoverveje økonomisk støtte til ungdomshus, hvis vold og uro udspringer derfra.

storybild

Københavns overborgmester Frank Jensen kalder det uacceptabelt, at en gruppe unge onsdag aften raserede butiksfacader og kastede med sten efter politiet. Det skete i forbindelse med markeringen af tiårsdagen for rydningen af ungdomshuset på Jagtvej 69. (Billede: Scanpix/Jens Astrup)

Det er uacceptabelt og bør få konsekvenser, at demonstranter onsdag aften kastede sten efter politiet og raserede butiksfacader i København.

Det siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S), efter at politiet onsdag aften rykkede ud til vold og hærværk i forbindelse med tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Ni personer blev anholdt i forbindelse med demonstrationer på Nørrebro, og to politifolk kom lettere til skade.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at en i øvrigt lovligt anmeldt demonstration udvikler sig til at være hærværk og vold med brug af petanquekugler, brosten, møtrikker og et jernspyd mod politiet, siger Frank Jensen til Ritzau.

Sagen bør få konsekvenser, lyder det fra overborgmesteren.

- Jeg forventer, at sagerne efterforskes, og at de ansvarlige kommer for en domstol, siger overborgmesteren.

Han er også klar til at genoverveje kommunens økonomiske støtte til ungdomshuset på Dortheavej, hvis der viser sig at være en kobling til ulovlighederne.

- Jeg vil gerne afvente den samlede redegørelse fra politiet om forløbet. Lige nu - oven på begivenhederne onsdag aften - er det vigtigt at bevare hovedet koldt og optræde som voksne, siger Frank Jensen.

Men viser det sig, at ungdomshuset på Dortheavej har været udgangspunkt for planlægning af ulovligheder, så vil borgmesteren "i yderste konsekvens" være klar til at trække støtten.

Kommunens fritids- og kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) oplyser, at han har bedt fonden bag ungdomshuset om en redegørelse.

- Det er vigtigt for mig at sikre, at fonden lever op til aftalen med Københavns Kommune om, at der ikke må foregå ulovlige aktiviteter i huset.

- Noget tyder på, at aftalen ikke er blevet overholdt, og det skal fonden redegøre for, siger Carl Christian Ebbesen.

Hvis det viser sig, at huset har været centrum for planlægning af ulovligheder, bør støtten ifølge kulturborgmesteren inddrages øjeblikkeligt.

Venstre i Københavns Borgerrepræsentation ser ingen grund til at vente på en undersøgelse.

Partiet har allerede stillet forslag om at inddrage den kommunale støtte til ungdomshuset på Dortheavej.

- I København har vi strakt os utrolig langt for også at skabe nogle rammer for denne gruppe unge med kommunal støtte til ungdomshuset på Dortheavej. Men den tillid er brudt nu, siger børne- og ungeborgmester Pia Allerslev i en skriftlig kommentar.

Forslaget fra Venstre skal behandles i kultur- og fritidsudvalget.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx