25/07-17 11:59; Opdateret: 25/07-17 13:24

LA og EL revser politiet for at gemme nummerplade-dataLA og EL revser politiet for at gemme nummerplade-data

Jo mere data, der indsamles om de enkelte danskere, des større er risikoen ved hackerangreb, siger LA.

storybild

Ifølge lovgivningen bør oplysningerne fra de automatiske nummerpladeskannerne kun kunne gemmes i 24 timer, hvis bilen ikke for eksempel mangler forsikring, syn, er efterlyst internationalt eller stjålet. Scanpix/Claus Fisker/arkiv

København. Rigspolitiet skal ikke gemme unødvendig data om vores liv og færden.

Det slår både Enhedslisten og Liberal Alliance fast, efter at Information har kunnet fortælle, at Rigspolitiet gemmer oplysninger fra nummerpladeskannere i en måned.

- Jo større datamængde, der ophobes, jo mere sårbare er vi i forhold til hackerangreb, siger Liberal Alliances retsordfører, Christina Egelund.

- Men det er en balancegang, for når man indsamler data, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at indsamle bredt. Men politiet skal ikke i lang tid beholde data om almindelige borgere, som ikke har gjort andet end at køre en tur i deres bil, siger hun.

Søren Egge Rasmussen, Enhedslistens fungerende politiske ordfører, kalder det skandaløst, at politiet udfører "masseovervågning".

- Vi skal ikke have et overvågningssamfund, hvor politiet ved, at vi har været ved badestranden i forgårs. Det skal redskabet ikke bruges til. Det er helt urimeligt, at politiet skal gemme den data, siger han.

Ifølge lovgivningen bør oplysningerne fra nummerpladeskannerne kun kunne gemmes i 24 timer, hvis bilen ikke for eksempel mangler forsikring, syn, er efterlyst internationalt eller stjålet.

I praksis gemmes oplysningerne i 30 dage, bekræfter Rigspolitiet over for Information.

Det gælder også, selv om bilisterne ikke er mistænkt for nogen lovovertrædelser.

Datatilsynet slog i 2015 fast, at en opbevaring af oplysningerne i 30 dage "kun under visse omstændigheder vil kunne ske inden for rammerne af persondataloven".

Eksperter vurderer derfor i Information, at det kan være på kant med loven, at dataene bliver gemt i 30 dage.

I en skriftelig kommentar til Ritzau udtaler Rigspolitiet, at dataene bliver gemt i 30 dage som et led i en målrettet politiindsats.

Det er vurderingen, at de gør gavn i indsatser mod bandekriminalitet, indbrudskriminalitet, menneskehandel og narkotikakriminalitet.

Det siger sekretariatsleder Bine Edeltoft, Rigspolitiet:

- Vi bruger kun oplysningerne, når vi har en helt specifik grund til det - eksempelvis i forbindelse med opklaring af rocker- og banderelateret kriminalitet samt organiseret indbrudskriminalitet - og her er det et stærkt værktøj for politiet.

Samtidig forsikrer Rigspolitiet om, at oplysningerne fra de stationære kameraer opbevares tilstrækkeligt sikkert.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Medie: Mourinho vil lade rekordkøb...
bt.dk
Simon Kjær i usædvanlig bøn: Vil have...
bt.dk
I skammekrogen: Superliga-assistent...
bt.dk
Fik hjertestop i politiets varetægt:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx