Af Ritzau - 24/05-17 06:01

76 skoler ansøger om kortere skoledage76 skoler ansøger om kortere skoledage

Regeringen vil give 50 skoler lov til at lave forsøg med kortere skoledag. 76 skoler har ansøgt.

storybild

76 skoler kæmper om at blive udvalgt til at lave forskellige forsøg med sammensætningen af deres skoledag. Det kan blandt andet betyde kortere skoledag eller særlige teknologiklasser. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Steffen Ortmann)

Tidligere på foråret åbnede undervisningsminister Merete Riisager (LA) sin indbakke for ansøgninger fra skoler og kommuner, der ville lave forsøg med en mere fleksibel skoledag.

Det betyder, at skolerne blandt andet kan forkorte skoledagene, hvis det er, hvad de ønsker.

I alt 76 skoler fra 35 kommuner har søgt om at blive en af 50 skoler, som ministeren vil give lov til at eksperimentere. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Ansøgningerne er formelt indsendt af kommunerne på vegne af deres skoler. De vil nu blive målt og vejet op imod de krav, som ministeren stiller for at give skolerne grønt lys til forsøgene.

Hvis mere end 50 af ansøgningerne viser sig at opfylde kravene, vil der blive trukket lod, oplyser ministeriet.

- Skolen er folkets skole. Og folket har krav på en skole, der fokuserer på den gode undervisning, som det hele handler om, siger Merete Riisager.

- Jeg ser frem til at opleve, hvordan forsøget forhåbentlig kan være med til det.

Forsøgene giver skolerne vide rammer til forsøg med særlige forløb. Eksempelvis kan understøttende undervisning veksles til særlige turboforløb for fagligt svage eller stærke elever.

Den enkelte klasse kan få forløb med det lokale erhvervsliv eller få en særlig teknologiprofil.

Udsigten til at nogle skoler får frihed til i højere grad at forme sin skoledag, glæder lærernes fagforening.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, håber det vil betyde, at skolerne bruger sine ressourcer mere effektivt.

Og så håber han, at forsøgene kan hjælpe med at genskabe forældrenes tillid og vilje til støtte folkeskolen.

- At nogle skoler får lov at vise, at man kan lave lige så gode eller måske bedre resultater ved at anvende ressourcerne bedre og samtidig imødekomme forældrenes ønsker, er et vigtigt element, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx