Af Ritzau - 17/01-17 18:11; Opdateret: 17/01-17 20:43

Forulykket bådejer fundet død på ÆbeløForulykket bådejer fundet død på Æbelø

En mand var på vej til Assens med en båd købt i Grenaa. Hans familie bliver bekymret og slår alarm.

storybild

En mand fra Vestfyn er forulykket med sin båd på Æbelø nord for Fyn. Han blev samlet op af en redningshelikopter og bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne er specialister i nedkølede personer. men hans liv stod ikke til at redde. På billedet lander en redningshelikopter på Rigshospitalet. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jeppe Bøje Nielsen)

En 72-årig mand fra Helnæs mellem Assens og Faaborg er tirsdag fundet død på Æbelø nord for Fyn efter at være forulykket med en båd, oplyser vagtchef Lars Thede, Fyns Politi.

Hans fartøj var gået på grund, og manden blev fundet i strandkanten.

Han blev samlet op af en tilkaldt redningshelikopter og fløjet til Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne ved ankomsten konstaterede, at hans liv ikke stod til at redde.

Manden stod søndag ud fra Grenaa, hvor han havde købt en 35 fod kutter, som han skulle sejle til Assens.

Han havde planlagt at overnatte på Samsø natten mellem søndag og mandag, men da han ikke kom i havn der, slog hans søn alarm til Østjyllands Politi.

Politiet har kigget efter båden i østjyske havne, og Fyns Politi har kigget i de fynske havne Bogense og Assens uden at finde båden.

Mandag søgte Forsvarets Operationscenter (JRCC) efter båden med to redningsfartøjer og en redningshelikopter. Der blev søgt syd for Samsø, nord for Fyn og i Lillebælt, men uden resultat.

Tirsdag morgen blev eftersøgningen genoptaget med et lille fly fra Flyverhjemmeværnet, der fandt båden, som var gået på grund på Æbelø.

Lige i nærheden lå manden, der tilsyneladende var kravlet over bord og lå i strandkanten.

Selv om der hurtigt blev rekvireret en redningshelikopter, var manden så nedkølet, at hans liv ikke stod til at redde. Han blev fløjet til en afdeling i Aalborg, hvor lægerne er specialister i at behandle nedkølede personer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx