31/08-17 13:17

Sådan kan du sikre dig med en fremtidsfuldmagtSådan kan du sikre dig med en fremtidsfuldmagt

Vil du have afklaret, hvem der kan tage beslutninger på dine vegne, hvis du en dag ikke selv er i stand til det, så kan den nye fremtidsfuldmagt være løsningen.

storybild

København. Der kan være mange grunde til at ville nedfælde, hvem der kan tage beslutninger på vegne af en i fremtiden. En demensdiagnose, alderdom eller ganske enkelt trygheden ved, at der er styr på sagerne, uanset hvad der måtte ske.

Den 1. september træder nye regler i kraft for en fremtidsfuldmagt, som skal gøre det lettere og mere trygt at give en fuldmagt - til fremtiden.

Det vil sige, at du allerede nu i ro og mag kan sætte dig ned og tage stilling til, hvem der kan tage beslutninger på dine vegne, hvis der skulle ske dig noget en gang i fremtiden, hvis du ikke selv er i stand til at træffe praktiske beslutninger om eksempelvis helbred, jura eller økonomi.

- Det har ikke nødvendigvis noget med arv at gøre. Det handler om at finde en, der ville tænke det samme, som man selv ville tænke, hvis man blev kørt ned i morgen og blev en grøntsag. Det er noget, du kan gøre i dag, selv om du er ung, forklarer Benedicte Federspiel, som er chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk.

Hun sammenligner det med at tage stilling til organdonation. Selv om man ikke aner, hvornår og om det bliver aktuelt, så vil man gerne selv have truffet beslutningen.

Hvis man ombestemmer sig, kan fremtidsfuldmagten senere trækkes tilbage eller laves om.

Fremtidsfuldmagten oprettes i Fremtidsfuldmagtsregisteret, som er et nyt digitalt register. Man opretter og underskriver fuldmagten ved hjælp af en selvbetjeningsløsning.

Derudover skal den vedkendes for en notar, og det er en vigtig sikkerhedsforanstaltning, fortæller Benedicte Federspiel.

- Man har lavet regler om, at det skal være hos en notar, for at sikre, at det ikke kan misbruges. Det betyder, at de kigger på dig og vurderer, at du er ved dine fulde fem. Så det er selvfølgelig en rigtig god idé at gøre det, mens man er ved sine fulde fem, siger hun.

Ifølge Justitsministeriet kan fremtidsfuldmagten give en større tryghed eksempelvis i forbindelse med fremtidige bankforretninger.

Her man kan opleve, at en generalfuldmagt, som der ikke på samme måde føres tilsyn med, ikke bliver godtaget. Det problem kan man ikke støde på med fremtidsfuldmagten, som er bedre sikret mod misbrug, oplyser Justitsministeriet til Ritzau Fokus.

Fremtidsfuldmagten registreres på nettet, men hvis man er fritaget for digital post og NemID, kan man undtagelsesvist indgive og underskrive fremtidsfuldmagten på papir.

Fremtidsfuldmagten skal i så fald indgives ved personligt fremmøde hos Statsforvaltningen. Den skal ikke vedkendes for en notar.

Fakta: Sådan oprettes en fremtidsfuldmagt

- Fremtidsfuldmagten skal oprettes i Fremtidsfuldmagtsregisteret, som er et nyt register til formålet.

- Den oprettes og underskrives ved hjælp af en digital selvbetjeningsløsning, som findes på www.tinglysning.dk fra 1. september. Her bruges NemID.

- Herefter skal den vedkendes for en notar, som påtegner fuldmagten digitalt. Her skal betales en retsafgift på 300 kroner.

- Fremtidsfuldmagten eksisterer nu som en såkaldt hvilende fuldmagt, indtil der er behov for at sætte den i kraft. Den sættes i kraft af Statsforvaltningen.

- Personen, der tegner fuldmagten, betegnes som fuldmagtsgiver. Personen, der vil kunne træffe beslutninger på dine vegne, betegnes fuldmægtigen.

- Fremtidsfuldmagten sættes i kraft, ved at du som fuldmagtsgiver eller en af dine fuldmægtige indgiver en anmodning ved hjælp af en blanket, som findes på Statsforvaltningens hjemmeside.

- Anmodningen vedlægges en lægeerklæring og herefter er det Statsforvaltningen, der tager stilling til fuldmagtsgiverens helbredstilstand.

- Er der flere fremtidsfuldmægtige, skal de indgive og underskrive anmodningen i forening. Så vidt muligt skal fuldmagtsgiveren inddrages i beslutningen.

Kilde: Justitsministeriet.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx