Af Ritzau - 04/03-17 22:38

Udenrigsministeren har svært ved at leve op til sin selvrosUdenrigsministeren har svært ved at leve op til sin selvros

Folketingskolleger er ikke imponeret over Anders Samuelsens præstationer som udenrigsminister.

storybild

Anders Samuelsen (LA) får kritik af sin optræden i forbindelse med møderne i Udenrigspolitisk Nævn. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Anders Samuelsen (LA) er ikke i tvivl om sine kvalifikationer som udenrigsminister, men flere folketingskolleger er knap så overbevist.

Det fremgår af en artikel i Politiken, hvor en række medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn er blevet spurgt om, hvordan Samuelsen har håndteret sine første 100 dage i Udenrigsministeriet.

Og de retter en skarp kritik af udenrigsministeren, hvilket ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Hans Mouritzen er usædvanligt.

- Det har jeg aldrig hørt fra tidligere nævnskolleger. Det er en kritik og det samme som at sige, at han ikke ved så meget om det. Jeg kan ikke huske noget tilsvarende, og det står lidt i kontrast til hans udtalelser om egne kvalifikationer, siger Mouritzen til Politiken.

Kritikken kommer fra politiske modstandere i form af Søren Espersen og Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. De savner blandt andet flere holdningstilkendegivelser fra ministeren.

Også Holger K. Nielsen (SF) mener, at Anders Samuelsen er meget afhængig af input fra sine embedsfolk. Det udstråler ifølge den tidligere udenrigsminister manglende kompetence.

- Hvis han havde den, ville han med stor glæde kaste sig ud i forskellige betragtninger, som kom fra ham selv. Men det bærer det ikke præg af, siger Holger K. Nielsen til avisen.

Endelig konstaterer Mogens Lykketoft (S), der også har siddet som udenrigsminister tidligere, at Samuelsen virker meget bundet af sine papirer.

- Der er også ministre, der har holdt sig inden for rammerne af deres papirer, men har talt mere frit og kun har bedt om nogle talepunkter. Ikke et særligt manuskript.

- Her har vi at gøre med fuldstændig udskrevne tekster, siger socialdemokraten.

Anders Samuelsen sagde i et interview til Berlingske få uger efter sin tiltræden, at han betragtede sig som den "måske fagligt mest kompetente i udenrigsministerstolen".

- Mit CV består blandt andet af tre bøger om europæisk og international politik.

- Jeg har siddet i Europa-Parlamentet. Jeg har startet et parti fra bunden.

- På det formelle niveau tror jeg ikke, at Uffe, Holger K., Mogens Lykketoft, Per Stig eller Niels Helveg har beskæftiget sig så meget med international politik, som jeg har, da de satte sig i stolen, sagde han ved den lejlighed.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx