Af Ritzau - 29/05-17 20:33; Opdateret: 29/05-17 21:04

Bande vil indtage Aarhus: Syv mænd anholdtBande vil indtage Aarhus: Syv mænd anholdt

Det har skabt uro i Aarhus Vest, at den københavnske bande Loyal To Familia har gjort sit indtog.

storybild

Bandegrupperingen Loyal To Familia har tilsyneladende et ønske om at udvide territoriet til også at omfatte Aarhus. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Scanpix)

Østjyllands Politi har mandag eftermiddag anholdt syv personer med banderelationer i det vestlige Aarhus.

Anholdelserne sker i forlængelse af de seneste dages bandeuro i området.

- Vi har gennem de sidste dage set større grupperinger, der forsøger at manifestere sig i Aarhus Vest, og det har ulmet med uro de sidste døgn, siger vicepolitiinspektør René Raffo.

Urolighederne udspringer tilsyneladende af den københavnske bande Loyal To Familias ambitioner om at etablere sig i Aarhus.

En af de anholdte formodes da også netop at være tilknyttet Loyal To Familia. De resterende seks hører til andre grupperinger i området.

- Borgerne skal kunne føle sig trygge alle steder, og vi tolererer ikke, at der er bestemte personer, der forsøger at lave ballade. Vi fortsætter vores indsats derude, siger René Raffo.

Fire mænd, nogle iført skudsikre veste, blev anholdt med diverse slag- og stikvåben i bilen, mens en femte blev anholdt for at have et våben på sig, mens han stod ved siden af bilen.

En sjette blev anholdt for at slå ud efter en betjent, mens den syvende blev pågrebet, da han nægtede at efterkomme politiets anvisninger.

Efter anholdelsen fik to af mændene en ekstra sigtelse på sig, da de råbte ukvemsord efter betjentene.

Østjyllands Politi har i det hele taget anlagt en meget proaktiv tilgang til den tilsyneladende spirende bandeuro.

Fredag anholdt politiet således ikke færre end 70 personer i bebyggelsen Bispehaven og i Gellerup lidt længere vestpå.

Kun en af de mange anholdte endte dog med at blive varetægtsfængslet. Det drejede sig om en 27-årig mand fra Beder, der viste sig at være i besiddelse af en større mængde narko.

Mandag aften er det ikke klart, om nogen af de syv anholdte vil blive stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx