Af Ritzau - 01/06-17 06:11

50-årigt Beatles-album brød grænser og fornyede musikken50-årigt Beatles-album brød grænser og fornyede musikken

En kombination af eksperimenterende lyd, mangfoldighed og kvalitet gør 50 år gammelt album til en milepæl.

storybild

Albummet "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" blev skelsættende for The Beatles og musikhistorien. 1. juni fylder albummet 50 år. Her en bronzeskulptur af bandet. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Paul Ellis)

1. juni 1967 sendte The Beatles deres ottende plade på gaden. Fem årtier senere står albummet "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" fortsat som en af musikhistoriens vigtige udgivelser.

Det er der flere grunde til, lyder det fra flere Beatles-kendere.

- Det er en milepæl i The Beatles' karriere og en milepæl i musikhistorien. For det bliver en stor inspiration for andre kunstnere.

- Derfor har albummet ikke kun betydning for Beatles' karriere, men for pop- og rockmusikken i 1960'erne og frem, siger musikjournalist Per Wium.

Per Wium har skrevet flere bøger om The Beatles og holder foredrag om gruppen. Han har blandt andet holdt oplæg om netop "Sgt. Pepper".

- Albummet er skelsættende, fordi The Beatles og deres producer George Martin fornyer, hvad man kan gøre inden for rammerne af populærmusik. De laver et lydunivers, man ikke havde hørt bare få år tidligere.

- Det er en kombination af fornyelse, mangfoldighed og høj kvalitet, der gør, at albummet er så skelsættende, siger Per Wium.

Også Ejvind Dengsø, forfatter til en bog om The Beatles og uddannet fra Aarhus Universitet med The Beatles som speciale, kalder "Sgt. Pepper" for et af gruppens mest indflydelsesrige album.

Særligt fordi det skubbede grænser for, hvordan popmusik kunne lyde.

- Det er ikke deres bedste album, mener mange. Man havde ikke hørt fra dem i et halvt år. Rygterne gik om opløsning, og så kom der noget, der var radikalt anderledes end det, de hidtil havde udgivet.

- De rykkede popmusik et helt nyt sted hen. Numrene hang sammen uden pause. De havde eksperimenteret med nye måder at lave lyde. Der var mange nyskabende ting, der fik os alle til at tabe kæben, siger Ejvind Dengsø.

Han peger også på, at man med albummet for første gang kunne læse sangteksterne, der var trykt med coveret. Samtidig blandede The Beatles genrer som indisk, klassisk, avantgarde, pop og rock.

På albummet kan man høre numre som "With A Little Help From My Friends", "Lucy In The Sky With Diamonds" og "A Day In The Life".

I anledning af albummets 50 år er et jubilæumsalbum blevet sendt på gaden. Det er allerede ved at kravle op ad albumlisten i Storbritannien og ligger til at tage ugens førsteplads, skriver musikmediet billboard.com.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx