Af Ritzau - 02/01-17 16:49; Opdateret: 02/01-17 17:17

Kvinde nægter at have andel i sydkoreansk korruptionssagKvinde nægter at have andel i sydkoreansk korruptionssag

En 20-årig kvinde, der er mistænkt i sydkoreansk skandalesag, afviser anklagen om, at hun har svindlet.

storybild

Retten i Aalborg skal afgøre, om en 20-årig sydkoreansk kvinde, der søndag aften blev anholdt af Nordjyllands Politi, skal frihedsberøves, mens Sydkoreas anmodning om udlevering af hende behandles. (Billede: Free/Jan Bjerre Lauridsen / Ritzau)

En 20-årig kvinde, der søndag aften blev anholdt af Nordjyllands Politi i en omfattende sydkoreansk korruptionssag, nægter anklager om svindel og korruption.

Kvinden siger i et grundlovsforhør mandag eftermiddag, at hun ikke har svindlet. Men hun erkender at have underskrevet papirer, som hendes mor har forelagt hende.

- Min mor har præsenteret mig for nogle dokumenter, og hun har sagt: Skriv under her og her. Det har jeg gjort to eller tre gange, siger kvinden Chung Yoo-ra.

Hun blev anholdt søndag aften i Aalborg-forstaden Gug. Det skete angiveligt efter et tip fra en sydkoreansk journalist.

Kvinden har forklaret, at hun opholdt sig i Danmark, fordi hun er dressurrytter på højt plan og har tæt forbindelse til et hestesportscenter i Vodskov.

Hun blev anholdt sammen med sin 19 måneder gamle søn og en barnepige.

De koreanske myndigheder har efterlyst Chung Yoo-ra, og kvinden er også internationalt efterlyst via Interpol.

Hun er ikke sigtet af dansk politi.

Anklager David Hvelplund har i retten læst sigtelsen fra de koreanske myndigheder op.

Heraf fremgår at hun er sigtet for medvirken til omfattende millionsvindel og for – i ledtog med sin mor Choi Soon-sil – at have udnyttet sin position i det koreanske samfund til blandt andet at få adgang til et eliteuniversitet.

Kvinden skal også have opnået sponsorater til sin store interesse for hestesport ved - i ledtog med sin mor - at have afpresset dele af det sydkoreanske erhvervsliv.

Retten skal ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, om kvinden skal udleveres til Sydkorea.

Man skal udelukkende tage stilling til, om kvinden skal frihedsberøves, mens anmodningen om udlevering behandles.

Det er der ingen grund til, lyder det grådkvalt fra kvinden.

- Jeg er bekymret for mit barn, som stadig befinder sig i huset, hvor jeg blev anholdt, sammen med barnepigen. Han er kun 19 måneder gammel, siger hun.

Chung Yoo-ra siger, at hun er villig til at aflevere sit pas og blive i landet, mens udleveringsanmodningen behandles. Hun er også villig til at svare på spørgsmål fra sydkoreansk politi, hvis det skulle blive nødvendigt.

Anklager David Hvelplund mener dog, at kvinden bør frihedsberøves.

Den omstændighed, at politiet fandt hende i et klædeskab, da hun blev anholdt, taler ifølge anklageren for, at kvinden skal tilbageholdes.

Retten ventes at afsige kendelse i sagen sidst på eftermiddagen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx