Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Deltager i Miss Danmark: Jeg var en grim ælling
Hele folkeskoletiden var præget af mobning.

Cecilie Steffensen i finalen til Miss Danmark 2017. (Billede: Peter Olsen-Omega/MissDanmark.dk)
Cecilie Steffensen deltog i skønhedskonkurrencen Miss Danmark for at udvikle sin selvtillid, der ikke var på det højeste, efter en folkeskoletid præget af mobning.
I onsdags rullede sidste afsnit af DR3-programmet 'Miss Perfect' henover skærmen. Programmet fulgte seks piger, der var blandt de 30 finalister i skønhedskonkurrencen Miss Danmark 2017.
Her kunne man følge med i de bootcamps og den træning, de gik igennem for at blive klar til den endelige finale, hvor Miss Danmark skulle kåres.

De 30 finalister i Miss Danmark 2017. (Billede: Peter Olsen-Omega/MissDanmark.dk)
Da hun meldte sig til skønhedskonkurrencen, var det for at lægge flere års mobning og usikkerhed bag sig.
»Jeg meldte mig til Miss Danmark, fordi jeg i mit liv ikke har haft den store, sprudlende selvsikkerhed, som andre piger i teenageårene måske har haft,« fortæller Cecilie Steffensen.
Fra grim ælling til smuk svane
I DR3-programmet kunne man se den 19-årige brunette tage kameraholdet med til sin gamle folkeskole i hjembyen Randers i Jylland.Her fortalte hun, at hun blev mobbet med at have 'flyveører'. Det resulterede blandt andet i, at hun i skolen betalte sine mobbere for at lade være med at mobbe hende. Men når pengene slap op, blev mobningen blot endnu værre.
Det blev da også hele motivationen for at stille op i Miss Danmark, hvor 'charme, selvtillid og lækkert hår' er et must have på catwalken.

(Billede: Christina Anaya/MissDanmark.dk)
Det betød, at hun kastede sig ind i skønhedskonkurrenceverdenen, hvor ordsproget, 'man må lide for skønheden', bliver taget bogstaveligt.
Bootcamps i stiletter
Inden årets skønhedsdronning skulle kåres, blev de 30 finalister inklusive Cecilie Steffensen først sendt gennem fem bootcamps.Her skulle de unge skønheder på kurser i styling, kostvejledning, træning, posering, medietræning og photoshoots. Hver gang skulle de være 'spændt op til lir' med stiletter på fødderne, falske vipper på øjnene og glitter på kjolerne.
Det var til tider hårdt for Cecilie Steffensen, som man i DR3-programmet kunne se smide sine høje sko og ryge en cigaret på de intensive bootcamps.
»Det var fedt at være på bootcamp, men det var også rigtig hårdt at gå i stiletter i mange timer om dagen,« forklarer den unge konkurrencedeltager og fortsætter:
»I konkurrencen oplevede jeg, at jeg prøvede at efterligne sidemanden lidt for meget. Så jeg havde brug for at tage en pause og huske på mig selv og ikke tænke på, hvordan den smukke blondine går catwalk, eller hvordan hun sætter sit hår. Det, at jeg trak stikket og røg en smøg, gjorde, at jeg kunne have mig selv med i det og være til stede i det som mig selv og ikke som nogen anden.«

Her går Cecilie catwalk på bootcampen, mens de andre deltagere ser på. (Billede: Malene Kjær Siggard/MissDanmark.dk)

Bootcamp. (Billede: Malene Kjær Siggard/MissDanmark.dk)
»Vinderen skal have fightermentalitet«
Arrangør og direktør for den danske skønhedskonkurrence, Lisa Lents, forklarer, at pigerne skal træne hårdt i bootcamps, fordi de skal være klar til den internationale Miss World-konkurrence.Her skal vinderen af Miss Danmark kæmpe mod vindere fra 130 andre lande, hvor forventningerne er endnu højere og arbejdsdagene endnu længere.
»På den her måde tester man også pigernes væremåde overfor hinanden, mentorerne og sponsorerne. Er de professionelle og imødekommende, selvom de har ondt i fødderne og er trætte? Tager de udfordringerne med et smil og viser engagement og fightervilje, eller bliver de negative og frustrerede?,« siger Lisa Lents.

Cecilie Steffensen på catwalken i Miss Danmark-finalen. (Billede: Peter Olsen-Omega/MissDanmark.dk)
Men gør man sig forhåbninger om at blive den danske repræsentant, skal der meget mere end blot et smukt ydre til.
»Der er ingen tvivl om, at alle deltagerne er smukke på hver sin måde, men det er selvfølgelig ikke nok. Vi søger en vinder med en fightermentalitet, en som er imødekommende og altid er positivt indstillet på de udfordringer, hun møder på vejen. Alt i alt en vaskeægte powerkvinde, som kan inspirere andre og være en rollemodel,« siger Lisa Lents.
Stolt over at nå top 30
Det blev Amanda Petri, som man også møder i DR3-programmet, der vandt Miss Danmark 2017.Selvom Cecilie Steffensen ikke løb med titlen, er hun dog utrolig stolt og glad for at have været med i konkurrencen, der har haft en stor betydning for den, hun er i dag.
»Jeg er blevet mere selvsikker, og jeg har fået mere selvtillid og større selvværd. Jeg tør gøre flere ting nu, end jeg gjorde før, fordi jeg har fået den accept, jeg har ledt efter hele livet. Det har gjort, at jeg er kommet over på den anden side,« siger hun.