01/09-17 10:36; Opdateret: 01/09-17 12:36

Jordemorformand slår fast: Det er sikkert at føde hjemmeJordemorformand slår fast: Det er sikkert at føde hjemme

Fødselslægerne er bekymrede over et stigende antal hjemmefødsler. Jordemoderforeningen er uforstående.

storybild

København. Det er et sikkert valg for en rask, gravid kvinde med et rask barn i maven at vælge at føde hjemme.

Det slår formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, fast, efter at landets fødselslæger i Berlingske har advaret mod stigningen i antallet af fødsler, der foregår uden for de store hospitaler.

- Jeg kan ikke nikke genkendende til, at det skulle være et problem, at vi har en mindre gruppe af fødende, som vælger at føde der, hvor de helst vil føde, siger Lillian Bondo.

- Som jordemoder er man forberedt på at tage mod et barn, hvor kvinden gerne vil føde. Vi vil aldrig opmuntre til hjemmefødsler, hvis der er noget, som tyder på, at det kan blive en kompliceret fødsel, siger hun.

Antallet af hjemmefødsler med hjælp fra en jordemoder er tredoblet siden 2013. Det er gået fra 675 til 1718 i 2016. En del af hjemmefødslerne ender dog med en indlæggelse.

Det er altså den udvikling, der får fødselslægerne til at bekymre sig, som derfor er på vej med et såkaldt princippapir.

I Region Sjælland blev 12 procent af de hjemmefødende overført til et hospital. I Region Hovedstaden estimerer man, at det var mellem 12 og 20 procent, mens det i Nordjylland var 18 procent.

I Region Syddanmark og Region Midtjylland er tallene ikke opgjort.

Ledende overlæge Thomas Larsen, der er formand for fødselslægerne i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, fremhæver over for Berlingske, at hjemmefødslerne er meget ressourcekrævende.

Det er Lillian Bondo ikke enig i.

- Der skal en jordemoder til, uanset om det er i et hjem eller på et fødested. En jordemoder kan ikke passe to fødende på en gang. Det har alle danske regioner lagt deres fødselshjælp til rette efter, siger hun.

Hun anerkender dog, at det er ressourcekrævende, at man skal tilrettelægge et vagtberedskab, hvis den fødende pludseligt skal overflyttes til et hospital.

- Men ellers kræver hjemmefødsler ikke flere ressourcer end fødsler på et hospital - i mange sammenhænge kræver de mindre, siger Lillian Bondo.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx