21/11-17 12:19; Opdateret: 21/11-17 12:58

Løkke ærgrer sig over at lægemiddelagentur ikke gik til DanmarkLøkke ærgrer sig over at lægemiddelagentur ikke gik til Danmark

Det blev hollandske Amsterdam, der endte med at blive vært for Det Europæiske Lægemiddelagentur.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen stemte tirsdag til kommunal- og regionsvalget på Nyboder Skole i København. Scanpix/Liselotte Sabroe

København. Mange lande ville gerne have Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, og Danmark var med i førerfeltet, men endte med at tabe.

Det ærgrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det var ærgerligt, det glippede, men når det nu glippede, er jeg glad for, at det endte i Amsterdam, for det er godt for patienterne, og det er trods alt det vigtigste, siger han, da han afgiver sin stemme ved kommunal- og regionsvalget.

Det blev hollandske Amsterdam, der endte med at vinde ved en lodtrækning over Milano i Italien i sidste ende.

Agenturet skal flyttes fra Storbritannien, der forlader den europæiske union efter brexit-afstemningen sidste år.

Stemmerne blev afgivet anonymt, og afstemningen blev afgjort ved tre stemmerunder og en lodtrækning.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udtrykte mandag efter afstemningen skuffelse over Sverige, men uddybede ikke hvorfor.

Det holdt statsministeren sig dog fra.

- Jeg synes, udenrigsministeren har sagt, hvad der skal siges om det. Nu er beslutningen truffet, og så må vi leve med den. Jeg havde gerne set, at vi havde vundet, siger han.

Også Sverige og Finland havde afgivet bud, men røg hurtigt ud, mens Danmark røg videre efter første runde.

Hvis Skandinavien i stedet havde stået sammen om ét bud, kan det være, at Danmark havde stået bedre.

- Det danske viste sig at være stærkere, så kan man altid filosofere over, at hvis vi kun havde det ene bud, så havde vi stået bedre.

- Danmark er fortsat en hovedstad, hvad angår medicinalindustri, siger statsministeren.

Han havde håbet på, at de tre nordiske lande i EU ville hjælpe hinanden og stå sammen om det mest realistiske bud.

Sveriges EU- og handelsminister, Ann Linde, siger til Dagens Nyheter, at hun aldrig ville anklage Danmark for at svigte Sverige.

Ifølge Katrin Stjernfeldt Jammeh, der er socialdemokratisk gruppeformand i Malmøs kommunalbestyrelse, havde det dog gavnet hendes by og Skåne, hvis agenturet var gået til København.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx