Af Ritzau - 13/12-16 22:30; Opdateret: 14/12-16 10:32

Forældre savner pædagogers råd til børns skolestartForældre savner pædagogers råd til børns skolestart

Forældre efterlyser vejledning fra pædagogerne ifølge ny undersøgelse. Der skal være bedre dialog, mener Fola.

storybild

Forældre til børn i daginstitutioner savner vejledning i, hvordan de styrker børnenes trivsel og gør dem skoleparate. Arkivfoto. (Billede: Colourbox)

Forældre til børn i daginstitutioner efterspørger mere vejledning fra pædagogerne i, hvordan de styrker børnenes trivsel og læring.

Det viser en ny undersøgelse om samarbejdet mellem forældre og daginstitutioner fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Et større samarbejde med pædagogerne er også på ønskelisten hos Forældrenes Landsforening (Fola).

- Vi oplever, at der ikke er tid nok til den daglige dialog, hvor man får diskuteret de her ting, lyder det fra bestyrelsesmedlem Anahita Malakians.

Hun mener, at både forældre og pædagoger er ansvarlige for børns udvikling.

- Jeg har ikke hele ansvaret for mit barns udvikling, når det bruger syv timer i daginstitutionen om dagen. Det er et fælles ansvar, siger Anahita Malakians.

Af undersøgelsen fremgår det, at 61 procent af forældrene efterspørger mere vejledning i, hvordan de styrker børnenes relationer.

Samtidig savner 71 procent vejledning i at gøre dem skoleparate, mens 59 procent ønsker mere vejledning omkring børnenes sprog.

Ifølge pædagogernes fagforening, Bupl, skyldes EVA-rapportens resultater, at familierne i dag står meget alene med deres udfordringer.

Derfor søger de sparring hos pædagogerne, mener Bupls formand, Elisa Bergmann.

- Det kræver, at vi har en høj andel af pædagoger i daginstitutionerne, og at der er gode ressourcer og normeringer, så vi kan honorere de krav.

- Vi ville rigtig gerne skabe større sammenhæng til hjemmet og hjælpe forældrene med at understøtte dem mere i forhold til barnets trivsel og udvikling. Men det er rigtig svært at nå med de skrabede normeringer, vi har i dag.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) slår i en skriftlig kommentar fast, at regeringen sigter efter at styrke samarbejdet mellem dagtilbud og forældre.

- Dagtilbud spiller en vigtig rolle i de fleste små, danske børns liv. Så det er klart, at forældrenes og dagtilbuddets samarbejde har stor betydning for, hvor godt man sammen kan støtte barnets trivsel og udvikling.

- Det er et af omdrejningspunkterne i arbejdet for at styrke den pædagogiske læreplan i dagtilbud, og det vil indgå i regeringens samlede dagtilbudsudspil, som vi præsenterer i det nye år, siger ministeren.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx