Af Ritzau - 07/01-17 08:08; Opdateret: 07/01-17 09:27

Glatte veje gør trafikken farlig i landets sydlige delGlatte veje gør trafikken farlig i landets sydlige del

På Sjælland, Fyn og i det sydlige Jylland advarer DMI om isslag lørdag. Trafikken glider fint indtil videre.

storybild

Isslag og sne gør vejene glatte i den sydlige del af Danmark. Her et billede fra et tidligere år, hvor isslag medførte uheld og lange køer. Arkivfoto (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Der er glat på vejene flere steder i Danmark lørdag morgen. Et let isslag har gjort kørebaner spejlglatte, og de farlige vejforhold gælder nogle steder helt frem til lørdag eftermiddag.

Det oplyser DMI i et varsel.

- Isslag medfører risiko for et stort antal uheld med personskade til følge. Færdsel, kørende såvel som gående, er forbundet med stor risiko for skade, skriver DMI på sin hjemmeside.

I det sydlige Jylland opfordrer politiet kredsens bilister og andre trafikanter til at være forsigtige på grund af de glatte veje.

- Der er glat føre, og vi har haft flere færdselsuheld, siger Ivan Gohr Jensen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- To lastbiler mistede herredømmet omkring klokken 5.30 på motorvejen, og en time forinden var der et andet uheld på motorvejen. Vi har også haft flere biler, der er kørt i grøften, siger han.

Indtil videre har alle uheld været uden personskade.

Fra lørdag morgen gælder varslet om isslag for Midtjylland ned til Sønderjylland samt Samsø og dele af Fyn. I løbet af formiddagen kan der være glatte veje på hele Fyn og Sjælland.

Det har fået Vestegnens Politi til at advare kredsens bilister om forholdene på vejene.

- Sneen daler, og der saltes i politikredsen. Kør forsigtigt. Der kan være glat, lyder det på Twitter.

Trafikken glider fint trods de farlige forhold, oplyser Vejdirektoratet.

- Generelt kører trafikanterne nogenlunde efter forholdene. Der er knap så høj hastighed som normalt, siger vagthavende ved Vejdirektoratet Jesper Nielsen kort før klokken 9.

Det ligner, at bilisterne har taget rådene om at køre forsigtigt til sig. Har man planer om en tur på vejene, bør man derfor give sig selv lidt ekstra tid.

- Skal man ud at køre, skal man tage afsted i rigtig god tid. Man skal være varsom på de glatte veje og holde ekstra god afstand til den forankørende bilist, lyder rådene fra Jesper Nielsen.

Ifølge DMI er der risiko for isslag i København og på store dele af Sjælland hele formiddagen frem til klokken 12.

Fra middag gælder varslet om isslag for Lolland, Falster, Sydsjælland og Stevns.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx