17/09-17 21:11; Opdateret: 17/09-17 21:36

Helsingørmotorvejen genåbner efter oversvømmelseHelsingørmotorvejen genåbner efter oversvømmelse

Helsingørmotorvejen er søndag aften blevet genåbnet i begge retninger efter store oversvømmelser.

storybild

København. Helsingørmotorvejen er søndag aften klokken 21.15 blevet genåbnet ved Ryparken i både udad- og indadgående retning.

Det skriver Vejdirektoratet på Twitter.

Det sker, efter at motorvejen har været spærret i begge retninger siden søndag eftermiddag på grund af massive oversvømmelser.

Vejdirektoratet oplyser i øvrigt, at der ikke længere meldes om trafikale problemer omkring det tidligere oversvømmede område.

Hovedstadens Beredskab har været med til at pumpe vand væk fra vejen det meste af søndagen. Derudover har beredskabet også hjulpet med at pumpe vand væk fra kældre og elevatorskakte ved Bispebjerg Hospital.

Det voldsomme regnvejr, der ramte København lidt over middag søndag, har forårsaget trafikale problemer i hovedstaden det meste af søndagen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) registrerede 20,1 millimeter regn på Østerbro mellem klokken 12.50 og 13.20. Der er tale om skybrud, når der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

Mellem klokken 13 og 14 var der derudover en høj koncentration af lynnedslag omkring København og Malmø.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx