Af Ritzau - 20/01-17 15:53; Opdateret: 20/01-17 16:20

DF'er går mod partilinjen i sagen om den nye politiskoleDF'er går mod partilinjen i sagen om den nye politiskole

Dennis Flydtkjær (DF) vil have en nybygget politiskole i Herning. Det er stik mod partiets holdning.

storybild

Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær går mod sit eget parti i sagen om den nye politiskole. Flydtkjær vil have en nybygget skole i Herning. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Den nye politiskole i det vestlige Danmark skal være nybyggeri, og den skal ligge i Herning.

Det mener Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, der med meldingen går stik mod sit partis linje i sagen. Dansk Folkeparti ønsker nemlig at placere skolen i en eksisterende bygning.

Udmeldingen falder fredag i Herning Folkeblad.

- Man er med i et parti, fordi man grundlæggende er enig i politikken, men i denne sag forstår jeg ikke mit partis linje.

- Jeg mener, at politiet skal have de bedste faciliteter. Med et nybyggeri får man en langtidsholdbar skole, som også vil fungere godt om 30 år, siger han til avisen.

Flydtkjær, der ud over at sidde i Folketinget også er 2. viceborgmester i Herning Kommune, erkender, at hans lokale tilhørsforhold spiller ind på hans holdning.

Men han understreger, at det primært handler om at finde den bedste løsning.

Dansk Folkeparti har gennem hele forløbet ellers argumenteret for, at den nye politiskole i det vestlige Danmark skal indrettes i en i forvejen eksisterende bygning.

Det hører til de absolutte sjældenheder i Dansk Folkeparti, at folketingsmedlemmer melder ud i modsat retning af partiet.

Men det får igen konsekvenser for Dennis Flydtkjær, understreger gruppeformand Peter Skaarup.

- Det får ingen konsekvenser for ham. Men vi har selvfølgelig haft kontakt til ham og han er klar over, at partilinjen er, som den er. Så sagen er uændret, siger han.

Skaarup mener, at problemet skyldes regeringens håndtering af sagen, og at det har taget så lang tid at få skolen placeret.

- Der er gået alt for lang tid, og det gør, at der kommer forskellige meldinger fra forskellige lokalpolitikere. Det er den kasket, Dennis Flydtkjær har på her.

Spørgsmål: Så at det har været en atypisk proces gør det mere forståeligt, at et folketingsmedlem bryder med partilinjen?

- Nu skal man jo være varsom med at sige, at nogen bryder partilinjen. For partilinjen er, at vi ønsker at bruge en eksisterende bygning. Vi vurderer, at der kan vi hurtigst muligt komme i gang.

- Lokalt mener Dennis Flydtkjær så, at politiskolen skal til hans by. Men det ændrer ikke partiets linje, siger Peter Skaarup.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx