Af Christian Hansen - 06/12-17 14:34

Meyers Kantiner lavede brøler på Københavns Rådhus: Gæster fik meget uheldig servering Meyers Kantiner lavede brøler på Københavns Rådhus: Gæster fik meget uheldig servering

Forgiftningen betød opkast og hyppige ture på wc for 16 kunder.

storybild

Meyers Contract Catering har fået en sur smiley for en bønnesalat, der gjorde 16 personer syge. Arkivfoto (Billede: Thomas Lekfeldt)

Nok er Meyers Kantiner indehaver af prisen for at have den bedste kantine i landet, men det betyder ikke, at alle gæster nødvendigvis går tilbage fra frokosten med veltilpas mave efter at have mæsket sig i sund og økologisk gastronomi, som det kendte køkken bryster sig af at servere.

Således har en række gæster i kantinen på Københavns Rådhus, som kendiskokken og entreprenøren Claus Meyers selskab, Meyers Contract Catering, leverer mad til, spist fra menuen med det resultat at blive syg på grund af en skidt håndtering af fødevarerne fra den populære kantineordning, der står for maden i omkring 90 kantiner i Danmark, hvor i omegnen af 30.000 frokostgæster hver dag får stillet deres sult.

Det skyldes ifølge Fødevarestyrelsen en bønnesalat, der gjorde 16 gæster syge, hvilket formentlig fik dem til at foretage et ekstra toiletbesøg eller to.

For bønnerne i salaten var ikke kogt ordentligt, fremgår det af fødevarekontrollens netop offentliggjorte rapport, og det medfører ifølge Fødevarestyrelsen risiko for, at det naturlige giftstof, lektin, der findes i bønnerne, kan give akutte forgiftninger, der kan resultere i opkast og diarré.

Over for Fødevarekontrollen har Meyers Contract Catering dog forklaret, at bønnerne har kogt længe.

'Bønnerne har været i blød i 16 timer og kogt i ca. 2 timer. Desværre har bønnerne ikke været korrekt kogt. Vi har efterfølgende ændret vores procedurer, så dette ikke kan forekomme igen,' står der i rapporten.

Forretningschef for kantiner i Meyers Contract Catering, Liselotte Lybæk, beklager over for BT den uheldige bønnesalat, der nu har givet den prisvindende kantineordning - Meyers Contract Catering har vundet Landbrug & Fødevarers 'Kantineprisen 2017' - en alvorlig rids i lakken i form af en sur smiley.

»Vi accepterer den sure smiley, der skyldes en beklagelig fejl i tilberedningen, hvor en kok ikke har sikret sig, at samtlige bønner i en større gryde var gennemkogte. Visse bønner indeholder stoffet lektin, som forsvinder ved kogning,« skriver hun i en mail.

»På Københavns Rådhus driver vi kantinen med et spisemærke i guld, hvilket betyder 90-100% økologi. Det medfører også, at vi serverer en masse groft og grønt samt bønner og bælgfrugter. Vores Køkkenchef på stedet har derfor sat ind med særlig uddannelse til hele køkkenholdet, således at vi altid er opmærksomme på fødevaresikkerhed og relevante risikovurderinger f.eks. i forhold til bønner,« skriver hun videre.

Foruden en sur smiley har Meyers Contract Catering også fået en bøde på 20.000 kroner for den sygdomsfremkaldende bønnesalat.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx