Af Pierre Bannasch - 20/12-17 15:08; Opdateret: 20/12-17 15:49

Skilsmissefar i nødråb: Jeg må ikke holde jul med min datter - men selv en kriminel får lov til detSkilsmissefar i nødråb: Jeg må ikke holde jul med min datter - men selv en kriminel får lov til det

DEBATINDLÆG: Pierre Bannasch er 50 år, journalist hos BTMX og far til en datter på 12.

storybild

Fædres kampe for at se deres børn er – stadig – et opslidende og ofte uløseligt problem.

»Far, skal vi ikke have varm cacao, mens vi pynter træet?« »Jo, min skat, det skal vi da.«

For der er vel næppe noget mere livsbekræftende end at se glæden i sit barns øjne, når årets juletræ er hentet hjem, og tiden atter er kommet til gran, gaver og gedigen hygge.

Men hvad stiller man op, når det yngste skud på familiestammen ikke længere kan hænge hjerter og guirlander på de grønne grene, eller fortælle om skolen og vennerne, mens vi pakker gaver ind til bedsteforældrene? Alene fordi den ene forælder ikke vil udlevere den største gave, vi voksne mennesker kan få, men i stedet bliver nægtet at se sit barn?

Jeg er udmærket klar over, at konflikter mellem forældre er en all time klassiker og måske især ved højtider, men fædres kampe for at få lov til at se deres børn er – tilsyneladende stadig – et, ja, PROBLEM.

Forvaltninger, offentlige instanser og en skov af velvillige mennesker står i kø for at komme med råd og forsøge at løse forældres ofte uløselige konflikter. Men hvad nytter det, når der ikke er vilje fra begge forældres side til at få samværet til at fungere? Det er vel netop her, at vores system skal mægle og glatte ud og se ting fra to sider – fra mors OG fars.

For det første trækker den slags konflikter ofte ud over mange måneder eller år. En tid med sit barn, man ikke får tilbage, men i stedet mister – fuldstændigt.

For det andet kan man undre sig over, at der i mange instanser sidder veluddannede rådgivere, som ganske enkelt ikke lytter til fædrene, men blot tilbyder konfliktmæglings-møder, som er fuldstændig nyttesløse, så længe viljen ikke er til stede fra begge sider.

For det tredje er det jo en katastrofe, at når der så endelig er truffet en afgørelse om samvær i en eller anden udstrækning, jamen, så bliver det ikke overholdt. Hvad er det så værd?

Så er der blot en mulighed tilbage, nemlig fogedretten. Men det er da det sidste, man ønsker at udsætte sit barn for. At tvangsudlevere er jo helt forbi skiven og vil vel kun skade barnet. Så den løsning vælger vi (fædre) fra – for barnets skyld. Gør man det alligevel, er det for at hævne sig, og det er også forbi skiven. Det handler som altid om barnets tarv. Intet andet.

Det må og skal være forældres ultimative opgave at sørge for, at et barn ser begge sine forældre. Det er ikke altid sjovt at skulle skifte fra den ene eller den anden, men det må til enhver tid være vores forbandede pligt at klæde vores børn ordentligt på og tale den slags op, så man bibeholder kontakten og samværet med både sin mor OG far.

Hvor står man så efter al den virak og en lang kamp for at se sit barn? Når alle kontaktmuligheder er lukket eller spærret af. Selv en kriminel får overvåget samvær. Skal man virkelig være på kant med loven for at få lov til at se sit barn? Hvad gør man som ganske almindelig samfundsborger i sådan en situation?

Holder jul - alene - mens cacaoen bliver kold. Og håber, at der en dag bliver banket på døren…

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

DMIs meteorolog har en nedslående...
bt.dk
Tjener tilbød Jes Dorph en fadøl: Jeg...
bt.dk
Ziegler om forhandlinger: Jeg er...
bt.dk
Se det søde billede: Filmstjerne er...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx