Af Peter Astrup - 25/11-17 09:07

Kun det mest gakkede rakkerpak kan udtænke dette vanvid!Kun det mest gakkede rakkerpak kan udtænke dette vanvid!

KLUMME: Jeg får lyst til at tage en kniv og skære i min arm.

storybild

Byline Peter Astrup (Billede: Sarah Christine Nørgaard)

For nylig var jeg til et særligt kommunalt ”sprogmøde” for alle forældre i min kommune, som har børn i de lokale daginstitutioner. Vi skulle alle sammen høre om, hvor vigtigt sprog er for børn. Jeg meldte mig også til. I et land, hvor der er alt for få pædagoger til hvert barn i institutionerne, og hvor ældre mennesker ikke kan komme i bad på plejehjemmene, så tænkte jeg, at mødet måtte være uhyre vigtigt, når der nu var afsat midler til det.

Jeg kom desværre en halv time for sent, da jeg samme dag har været til skole-hjem samtale på min ældste drengs skole.

Da jeg endelig – stille som en ninja – lister mig ind af døren til mødelokalet er kommunerepræsentanten i fuld gang med at udgyde viden over de cirka 70-80 fremmødte.

».. og hvis barnet har svært ved at sige, at kjolen er sort, så kan man jo hjælpe. Man kan for eksempel sige 'mors kjole er sort,'« hører jeg den foredragsholdende kvinde forklare.

Jeg tænker vist »øøøh nå,« eller sådan noget. Eller måske tænker jeg ingenting.

Så bliver der talt om, at man kan sige pruhest og vovhund og den slags.

Da vi når til, at man også kan spørge sine børn om hvilken farve hindbær er eller om en bil siger vrooom, så forsøger jeg at liste min lille lommekniv frem for at ridse i min arm.

Men pludselig rejser to kvinder sig op. De er også fra kommunen. Pyha, så er vi nok endeligt færdige, tænker jeg. Men rædslerne fortsætter.

»Nu skal vi rejse os op og synge alle sammen,« siger den ene af de midaldrende damer og smiler kejtet.

Alle rejser sig op. Også jeg.

Så begynder de to kvinder at synge en sprogsang, samtidigt med at de danser begejstret rundt. De samler armene i cirkel over hovedet, når de synger om solen, for eksempel. Pludselig husker jeg lignende sange, som de sang i min børnehave, da jeg var tre år. Dengang syntes jeg, det var totalt åndssvagt.

».. og vi går rundt og rundt..,« synger de og går rundt om sig selv.

Alle forældrene går også rundt om sig selv.

».. jeg er et muskelbundt..,« synger de så igen og flexer biceps, som var de Tarzan.

Jeg overvejer at tage min mobil frem og fake et opkald, så jeg kan løbe ud. Men sangen ender.

”Nu skal vi ALLE SAMMEN have en shawarma, og så skal vi prøve det her af i grupper LIGE  bagefter,” siger kommunens udsendte ud i lokalet.

Jeg griber en shawarma og skynder mig ud i min bil. Jeg kan ikke få mig selv til at sidde med andre voksne mennesker, holde et plastikdyr op og bede dem sige pruhest. Uanset om det, af årsager jeg ikke forstår, skulle bedre mine børns sproglige formåen.

Hvor mange ældre mennesker kunne mon være kommet i bad for de penge, som kommunen brugte på at få mig og andre stakler til at danse sprogdans?

Jeg har barn nummer tre. Pædagogerne i mine sønners daginstitution er førsteklasses mennesker. Kærlige, dygtige og dybt engagerede. Desværre forekommer det mig, at DJØF'ere og mellemledere oppe på selve rådhuset, som jeg formoder har udtænkt dette vanvid, er det argeste gakkede rak. Der er alt for mange af dem og de koster pure formuer. Penge, som kunne være brugt på pædagoger, skolelærere og hjemmehjælpere. Altså folk, der har et rigtigt arbejde.

Må den nytiltrådte kommunalbestyrelse rette op på det.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx