09/11-17 19:24; Opdateret: 09/11-17 20:25

Manden bag 'House of Cards': Kevin Spacey har knust mit hjerteManden bag 'House of Cards': Kevin Spacey har knust mit hjerte

Michael Dobbs, der har skrevet bøgerne bag "House of Cards", er i Danmark og fortæller om den svære tid.

storybild

Kevin Spacey er på det seneste blevet anklaget for flere tilfælde af sexchikane. (Billede: Stephen Chernin)

Torsdag aften uddeler Nordisk Film tre hæderspriser i Valby, og en af de inviterede gæster er lord Michael Dobbs, der er forfatteren bag den originale House of Cards-bogserie, der har dannet grundlaget for Netflix-serien af samme navn.

Den britiske forfatter er inviteret for at give et oplæg om sit arbejde med at skrive politisk fiktion, men han er dog meget påvirket af den penible sag, Netflix lige nu befinder sig i, efter at hovedrolleindehaveren Kevin Spacey er blevet anklaget for sexchikane i flere tilfælde, og er blevet fyret fra serien.

- Det har været frygteligt, siger han til Ritzau.

- Jeg synes, Netflix har gjort det rigtige. Det er på tide, at Hollywood og tv-branchen sørger for at sætte nogle højere standarder, siger han om streaminggigantens beslutning.

Forfatteren Michael Dobbs er ked af sagen, der har suspenderet 'House of Cards'. Scanpix/Adrian Dennis

Allermest tænker han på alle de mennesker, der lige nu lider under, at serien er foreløbigt suspenderet og optagelserne er på hold.

- Det har væltet min verden. Man skal jo tænke på, at der er tusindvis af mennesker ansat på House of Cards-produktionen.

- Der er taxichauffører, stylister, tømrere, der er mange ud over de store skuespillere, der sørger for, at de kan passe deres arbejde, og de har ikke nogle job lige pludselig. Det er en tragedie, synes jeg, siger Dobbs.

Han håber, at det kan lade sig gøre at finde en måde at fortsætte serien på.

- Jeg håber, vi kan finde en vej fremad, alle vil jo gerne have, at den kan fortsætte, ingen ønsker, at den skal slutte på den her måde.

- Men det er jo ikke min beslutning, det er nogle andre, der skal se, om man kan reparere de skader. Men jeg kan ærligt sige, at det har knust mit hjerte.

Det er 30 år siden, Michael Dobbs, der tidligere har haft en fremtræden rolle som politiker for de konservative i Storbritannien, skrev trilogien "House of Cards".

- Det var egentlig et slags uheld, jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være forfatter, eller at bogen skulle udkomme. Men 30 år senere er vi her stadig og historien - håber jeg - er stadig relevant.

Hvorfor serien er blevet så omtalt og populær verden over, mener han, handler om, at han selv har en baggrund som politiker.

- En del af det er held. Og så kender jeg politik indefra. Hvis man er i politik, er det de færreste, der har tid til at skrive noget ordentligt om det. Og er man ikke i politik, så er det svært at skrive om, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx