Af Ritzau - 05/05-17 21:58

Skattelettelse til boligejerne bliver spist inden 13 årSkattelettelse til boligejerne bliver spist inden 13 år

Med årene vil den samlede boligskat være større end i dag, viser tal fra regeringen.

storybild

Hvor boligejerne i år betaler 42,3 milliarder kroner i samlede boligskatter, skønner regeringen, at det vil stige til 42,4 milliarder kroner i 2034 og 43,5 milliarder kroner i 2040. (Billede: Free/Colourbox)

Den nye aftale om fremtidens boligskat blev tirsdag fejret som massive skattelettelser til boligejerne.

Men beregninger fra Skatteministeriet viser, at danskernes samlede boligskatteregning på sigt ikke falder. Nærmere tværtimod, skriver Jyllands-Posten.

Allerede 13 år efter at det nye system i 2021 træder i kraft, vil de samlede boligskatter, som danskerne betaler, være højere end i dag. Det viser regeringens egne tal.

Hvor boligejerne i år betaler 42,3 milliarder kroner i samlede boligskatter, skønner regeringen, at det vil stige til 42,4 milliarder kroner i 2034 og 43,5 milliarder kroner i 2040.

I årene frem til 2025 er der dog reelle lettelser i skatten til særligt de nuværende boligejere. Over otte år er det i alt omkring 19,2 milliarder kroner.

- Politikerne køber på den måde de nuværende boligejeres accept af aftalen. Men på sigt er det ingen lettelse for boligejerne, siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen til Jyllands-Posten.

Skattelettelsen ædes op, fordi skatterabatten til nuværende boligejere forsvinder, når de sælger deres bolig efter 2021.

Derudover vil boligskatten stige fra 2021, når boligskatterne igen følger prisudviklingen på boligmarkedet.

Regeringen skriver selv i et notat fra Skatteministeriet, at "i 2040 skønnes det nye boligbeskatningssystem at være provenuneutralt". Altså at boligejerne kommer til at aflevere den samme pose penge som i dag.

Finansminister Kristian Jensen (V) fokuserer i stedet på, at boligejerne i de kommende år "slipper" for en endnu større regning.

- Boligejerne skulle have betalt langt mere i boligskat uden en aftale, siger finansministeren til avisen.

Torsdag sagde erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i "Debatten" på DR2, at der var "varige" skattelettelser til boligejerne.

Foreholdt regeringens skøn for de samlede boligskatter frem i tiden siger Brian Mikkelsen til Jyllands-Posten:

- Det er rigtigt, at det bliver nogenlunde det samme niveau efter 12 til 15 år. Det er rigtigt. Men man får skattelettelser nu.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx